Han dør, tænker han. Selvfølgelig dør han. Og det er os der dræber ham.

Kolonien er fuld af danskere der svirer og horer med de indfødte kvinder, og med hinanden, vandaliserer bygningerne og spreder uhumskheder over det hele. Stranden er tætpakket med indfødte telte, og flere og flere hedninge kommer ti

Jeg er Aappaluttoq. Nu rejser præsten. Nu er jeg alene. Jeg kan se ham derude. Står på dækket og kigger sig tilbage, som Lots hustru. Jeg tager hatten af hovedet og vifter med den. Og han løfter hånden og besvarer min hilsen.

Farvel, præst. Du tror det er slut nu. Du tror at kampen er forbi. Sådan er det for jer danskere. For jer er Grønland noget med en begyndelse og en slutning, noget man rejser til og forlader igen. Men sådan er det ikke for os der hører til her. For os slutter det aldrig. Grønland er vores land, hele vores liv fra vugge til grav. For os er kampen ikke forbi.