Quotes from “Rød mand/Sort mand” by Kim Leine

Det er menneskets problem, modsat dyrenes. Vi er skabt i Guds billede. Vi bærer i os en uoverensstemmelse mellem kødets forgængelighed og åndens udødelighed. Så vi vender os mod Gud fordi vi ikke kan kapere døden. Mennesket er for stort til at dø, men for lille til at rumme sin egen død. Derfor bør Gud vel være dødens modsætning og remedie? Men ikke hos de sorte, ikke hos præsterne. Hos dem er det kammet over. De siger til os: Bered eder på døden! Hos præsterne er Gud og døden blevet én og samme ting. Det er deres store fejltagelse.
Mor Käthe er en god støtte for mig, siger han og tørrer sig om munden med en rystende hånd. Jeg kunne ikke klare mig her i landet uden hende.

Miltzov og Lange kigger på hinanden.

Hvorfor kalder han hende Käthe? hvisker Miltzov til Lange.

Det var Luthers kone, siger den anden. Jeg tror han er meget optaget af reformatoren. Han citerer ham hele tiden hvis du lytter efter.
I Bibelen kan man læse om sig selv, det er det der er det gode ved den bog. Alle mennesker kan finde sig selv i den.
Vi grønlændere slår ikke hinanden. Det sker aldrig. Vi kan godt finde på at dræbe en fjende hvis det er nødvendigt, gennembore ham med en harpun eller en fuglepil, skære halsen over på ham, men kun når han vender ryggen til. Vi betragter det som uhøfligt at dræbe nogen ansigt til ansigt.
Egede taler til de indfødte. Han blander norsk og grønlandsk, og sønnen oversætter. Det er åbenbart fortællingen om bespisningen af de fem tusind han er i gang med. De indfødte afbryder ham med spørgsmål, og han tager sig god tid til at tænke over sine svar. Sønnen tager nu og da over for at forklare noget. Vin forstår de åbenbart ikke hvad er. Er det brændevin? Brændevin gør jo folk vilde og skøre i hovedet. Nej, det er ikke brændevin. Træer har de heller ikke nogen ide om. Egede forklarer at disse samtaler er til god hjælp for ham når han skal finde passende ord til sin oversættelse. For eksempel har han valgt at oversætte en linje i fadervor med giv os i dag vort daglige kød, i stedet for brød. Brød kender de jo kun fra os danskere, det er ikke en naturlig hverdagsspise for dem, hvorved lignelsen går i opløsning.

Spiser de da ikke brød? spørger Miltzov.

Det sker at de får noget af os. Men hvis man giver dem det, klager de over mavepine.

Er der drukkenskab hos dem? vil Lange vide.

Nej, det kender de ikke noget til. På den måde er de uskyldige, siger Egede. De er på mange måder som børn, både uvorne og hensynsløse som børn kan være det, men også uskyldige. Der er i virkeligheden ikke et gran af ondt i de fleste af dem.

Men disse åndemanere? siger Miltzov der ikke kan få mødet med vildmanden ud af hovedet. Hvad med dem?

Intet paradis uden en slange, siger Egede.
Bortset fra det, lad mig give jer et råd: Læs mindst muligt, observer desto mere med uhildet blik.
kvinder er fulde af lort, men fattige på tanker, og derfor er deres røve brede og deres skuldre smalle.
Christian Kieding tilser en syg soldat i mandskabshuset. Manden ligger på sin briks og snapper efter vejret. Det rasler i brystet på ham, og han er brændende varm. Kieding kopsætter ham rutinemæssigt selv om han ikke længere tror på behandlingen. Han giver ham et glas snaps, og patienten gylper det i sig. Hans kinder er grå og indfaldne, hagen spids som på en olding og dækket af hvide skægstubbe, alle tænderne er væk for længe siden, men hans øjne er en ung mands øjne, fulde af barnlig ængstelse.

Skal jeg dø, mester? hvisker han.

Sludder. Du er snart på højkant igen, siger Kieding. Om to dage er du på vej hjem med Caritas.

Fyren smiler, og det er en ung mands troskyldige smil. Øjnene skinner af feber og glæde. Det bliver godt at komme hjem, siger han.

Hvad vil du tage dig til når du kommer hjem? siger Kieding for at få ham til at tænke på noget andet end sygdom og død.

Tilbage til mit regiment, vil jeg tro. Det sjællandske. Jeg kommer til at møde mine gamle venner. Vi skal drikke, gå på horehus, være glade. Der kommer nogle lyde fra ham. Græder han? tænker Kieding. Nej, han synger jo. Jeg mig en pige havde i Skidenstræde, hendes kusse var bred som en ladeport, hendes hoved en luserede.

Charmant, siger Kieding og klapper ham på skulderen.

Om natten bliver han kaldt derover. Fyren er faldet ud af briksen og ligger bevidstløs på jordgulvet med hovedet vredet bagud, stødvist gispende efter luft. Kieding beordrer ham løftet op i sengen. Han går en runde i den lyse nat, og da han vender tilbage, er staklen sovet ind. Han noterer i sin journal: „Franz Glitker, tysk Geworbener, forhen indsat på Bremerholm for borteblivelse fra tjeneste, men givet fri og tilsat iblandt det gemene mandskab i kolonien Godthåb, afleden natten til den 11te juli 1731 af lungesot og skørbug. Dermed er 22 af de oprindelige 24 tugthuslemmer ved døden afgået.“

Christian Kieding har måttet indse at lægekunsten ikke er noget værd. Alt det han har gjort de sidste tre år, har i bedste fald været nytteløst. Nej, han har, hvis han skal være ærlig, gjort mere skade end gavn. Han har simpelthen slået folk ihjel med koldt blod. Han har været en bøddel, og Thomas Tode, knivmanden, har været hans rakker. Ikke engang Titia kunne han hjælpe. Han gjorde ellers hvad han kunne for hende, kolde bade, kopsætninger, igler, åreladninger, urter og medicin, han forsøgte endda at få hende gift. Til ingen nytte. Lægekunst og sund fornuft, det var det han kom med, og det var fuldstændig værdiløst. Han har selv været meget syg og hakkede sig lige akkurat igennem den sidste vinter. Døden åndede ham lige ind i hovedet, og han så en sandhed i dødsgabet. At det hele er meningsløst, og især at han, Christian Kieding, ikke har noget som helst at komme med.
De er jo dog også en slags Guds skabninger og har en naturlig tilbøjelighed mod frelse som alle andre selv om den ligger dybt begravet under spækket. Og lige så snart man forlader dem, glemmer de alt hvad man har sagt, og hengiver sig til deres uglspil og liderlighed.
Miltzov kigger den anden vej.
Når nogen dør, dør man selv. Man flækker på langs, og dødsfloden Styx løber lige igennem én som ild og is. Man skilles i to dele der aldrig kan samles. Rød mand/Sort mand
Hippokrates siger også at lægens vigtigste opgave er at gøre så lidt som muligt. Primum non nocere. Aldrig skade, stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste.
Han ruller ned ad skrænten.
Han er ved at afslutte en tabsgivende forretning, og det er hans pligt at sørge for at tabet bliver så lille som muligt.
JB
JBhas quotedlast year
Men nogle gange har man brug for at komme væk.
Der er bare det at man ikke kan komme væk. Ikke rigtigt. For man bringer jo sig selv med der hvor man tager hen, sine problemer og bekymringer, sine dunster og dårligdomme. Man kan ikke tage væk fra sig selv.
fb2epub
Drag & drop your files (not more than 5 at once)