Min fynske barndom

ikke så sjældent, at bryllupsgilder varede to-tre dage

Blinde Anders spillede afvekslende klarinet og violin, men ind imellem dansene fortalte han folk historier og mærkelige eventyr, som jeg sikkert tror, han selv digtede.

Han havde under vor vandring sagt til far: „Du er jo et menneske, som taler helt roligt og fornuftigt om tingene; du må kunne forklare mig tydeligt, hvad forskellen er på rødt og blåt og grønt og gult. De andre modsiger sig selv, når de vil forklare mig det, og Mads Pedersen sagde forleden, at den gule farve knaldede; men da jeg mente, at så måtte folk jo blive forskrækkede, ifald de ikke var forberedt, gik han helt fra det og sagde, at der ikke var noget så mildt og yndigt som en gul rose eller som hans lille søstersøn med de gule lokker. Hvad skal jeg tro? Han sagde også, at rødt var ligesom blod, men da jeg ved, at blod er både klæbrigt og varmt, passer det jo slet ikke, hvad han siger. Hvad skal jeg nu tro? Sig du nu et par ord, Niels; jeg vil så gerne høre noget fra flere sider, for så kan jeg vel til sidst nok selv lægge sammen og trække fra.“ Det var en vinterdag, vi havde tykt tøj på. Far sagde: „Det kan jeg ikke, Anders,