Per Øhrgaard

handler den kortfattede indskrift om mig: Jeg tav.
Men fordi så mange tav, er fristelsen fortsat stor til helt og aldeles at se bort fra sin egen svigten, kompensatorisk at begynde at indstævne den almene skyld eller kun at tale om sig selv uegentligt i tredje person: Han var, så, havde, sagde, han tav … Og det ind i sig selv, hvor der er masser af plads til at lege skjul

Bøger har fra den tidligste tid været hans manglende bræt i plankeværket, hans smutveje til andre verdener. Men jeg ser ham også skære ansigter, når han ikke laver noget, bare

Blind for efterhånden dagligdags uret i byens nære opland