Thomas Mann

Der stod syv borde i spisesalen, de

Maden var fortrinlig. Der var aspargessuppe, fyldte tomater, steg med mange slags tilbehør, en særlig veltilberedt dessert, en osteplatte og frugt. Hans Castorp spiste meget kraftigt, skønt hans appetit viste sig ikke at være så levende, som han havde troet. Men han var vant til at spise meget, også når han ikke var sulten, og det af selvagtelse.

For navnlig deri var han ægte, at han gerne levede godt, ja, uagtet sit tyndblodet forfinede ydre, inderligt og fast hang ved livets kraftige nydelser som et forslugent pattebarn ved moders bryst.

Bekvemt og ikke uden værdighed bar han på sine skuldre den høje civilisation, som den herskende overklasse i det handelsdrivende bydemokrati giver i arv til sine børn.