Alfabethuset

Arno von der Leyen så omgående op.

.

Petra havde sneget sig til at røre ved Gisela Devers, mens hun sad og læste ved sin mands seng. Stoffet var vidunderligt glat, næsten køligt.

Arno von der Leyen så konstant på Gruppenführer Devers’ hustru, det havde Petra bemærket. Hun takkede i sit stille sind sin skaber for, at Gerhart ikke havde den samme udsigt.

Korridorens nyindsatte vagter var to blege knøse, der ligesom så mange andre bar de dybeste sår i deres blikke. De nystrøgne SS-Rottenführer-uniformer var funklende nye, men distinktionerne var slidte og vidnede om mange feltoperationer. Divisionsmærket bestod af to krydsede håndgranater. Petra havde set dem før. De var ikke så klædelige.

Disse to unge vagter kunne Gisela Devers få til at stå ret med årvågne blikke. Hun var elegant, overordnet SS-officersfrue og eneste clearede pårørende i det afsnit.

Men når hun så først havde passeret dem, begyndte de at tale fortroligt sammen, mens de smilede. Alle andre og deriblandt lægerne så de på med ligegyldighed. De kendte deres opgave og udførte den effektivt og uden mukkeri. Så længe de udfyldte dere

Fra allerførste færd havde Petra misundt Gruppenführer Devers’ hustru. Ikke for hendes fysiognomi, og heller ikke fordi livet tilsyneladende ikke krævede særlig meget af hende, men alene på grund af hendes klæder. Når hun rank og stolt spadserede forbi, nikkede hun venligt. Schwester Petra havde kun øje for hendes strømper og dragt. “Bambergsilke alt sammen,” fortalte hun sine veninder oppe på værelserne. Sådan noget havde ingen af dem prøvet at gå med.