Kunsten at være fucking ligeglad

Det fungerer sådan her: En dag dør du. Jeg ved, det er rimelig åbenlyst, men jeg ville lige minde dig om det, i tilfælde af at du havde glemt det. Du og alle, du kender, vil snart være døde. Og i den korte tid mellem nu og din død har du et begrænset antal gange, du kan være fucking engageret. Meget få, faktisk. Og hvis du vil gå rundt og være fucking engageret i alt og alle uden at vælge noget fra, ja, så er du fucked.

At træffe beslutninger baseret på følelsesmæssig intuition uden brug af sund fornuft er stort set altid en dum ide. Ved du, hvem der baserer hele deres liv på deres følelser? Treårige børn. Og hunde. Og ved du, hvad treårige børn og hunde også gør? De skider på gulvet

Vores mest ekstreme forandringer er ofte sket efter vores værste øjeblikke. Først når vi oplever den intense smerte, er vi villige til at se på vores værdier og stille spørgsmål ved, hvorfor de tilsyneladende svigter os. Vi har brug for en form for eksistentiel krise for at kunne se objektivt på, hvordan vi har skabt mening med vores liv, og så overveje at ændre kurs.

smerte er en del af processen. Det er vigtigt at mærke det. For hvis du bare jagter en rus for at lindre smerten, hvis du fortsætter med at svælge i positive tanker og din følelse af, at du er berettiget til noget, og hvis du lader det tage overhånd med forskellige rusmidler eller aktiviteter, så vil du aldrig skabe den nødvendige motivation til rent faktisk at forandre

Mål defineres normalt som ting som at tage en uddannelse, købe et hus ved vandet, eller at tabe sig syv kilo. Men den slags mål kan kun skabe begrænset lykke i dit liv. De kan være gode, når du jagter hurtige, kortsigtede fordele, men som rettesnor for din generelle livsbane er de elendige.

Picasso var produktiv gennem hele livet. Selv da han var i halvfemserne, producerede han kunst og blev ved indtil sine sidste år. Hvis hans målestok havde været at ‘blive berømt’ eller ‘tjene en ordentlig røvfuld penge inden for kunst’ eller ‘male tusind malerier’, så var han gået i stå undervejs.

Aristoteles skrev: »Kendetegnet for et uddannet sind er at være i stand til at reflektere over en tanke uden at acceptere den.«

et tidspunkt når de fleste af os til et punkt, hvor vi er bange for at begå fejl, og vi undgår instinktivt fiasko og holder os udelukkende til det, der bliver stillet foran os eller det, vi allerede er gode til.

Det begrænser og undertrykker os. Vi kan kun blive virkelig succesfulde med noget, vi er villige til at få fiasko med. Hvis ikke vi er villige til at begå fejl, så er vi heller ikke villige til at få succes.

Meget af denne frygt for fiasko skyldes, at vi har valgt elendige værdier. Hvis jeg eksempelvis måler mig selv ud fra målestokken: »Få alle, jeg møder, til at kunne lide mig,« så vil jeg være nervøs, fordi fiasko afhænger hundrede procent af andres handlinger, ikke mine egne. Jeg har ingen kontrol. Derfor er mit selvværd baseret på andres vurderinger.

Hvis jeg i stedet vælger målestokken: »Forbedr mit sociale liv,« så kan jeg leve op til min værdi om »et godt forhold til andre« uanset hvordan andre mennesker reagerer på mig. Mit selvværd er baseret på min egen opførsel og lykke.

Det er ganske enkelt: hvis det føles, som om det er dig imod hele verden, så er sandsynligheden stor for, at det i virkeligheden bare er dig mod dig selv.

Jeg forsøger at leve efter få regler, men en af de regler, jeg har efterlevet i årevis, er følgende: Hvis valget står mellem, at jeg har dummet mig, eller at alle andre har dummet sig, så er det langt, langt, langt mere sandsynligt, at det er mig, der har dummet mig

Spørgsmål #3: Ville det at tage fejl skabe et bedre eller værre problem end mit nuværende problem, for både mig selv og andre?

Det er lakmusprøven til at afgøre, om vi har solide værdier, eller om vi er neurotiske fjolser, der lader vores problemer gå ud over alle, inklusive os selv.

Målet her at se på, hvilket problem der er bedst.