En skønne dag

Der sker dårlige ting for gode mennesker. Det er, hvordan du reagerer på det, der ligger uden for din kontrol, der definerer, hvor stærk du er i dit indre.

Han har et kranie på sin læg. Det er han flov over. Han var kun 18, da han fik det lavet, og det var en af hans gamle venner, der gjorde det. Hans ven var ikke professionel, men det er ikke dårligt.
Hans rygstykke er en anden historie. Det er lige så skræmmende, som det er smukt. Det består mest af tænder og horn: et monster, halvt dinosaur og halvt alien.
Det rykker sig i ham, da jeg kærtegner kanten af det. “Hvorfor et monster?”
“Der findes værre ting i livet at frygte.”
Han vender sig – min undersøgelse er tydeligvis ovre – og trækker mig ind mod sit bryst. “Skal jeg følge dig hjem?”
Mit hjerte brister. “Åh, ja, du har sikkert ting, du skal ordne. Det var ikke min mening at …”
“Courtney, hold op. Vil du forbi jeres hus og pakke en taske, så du har noget at tage på til frokosten i morgen?”
Jeg prøver at skjule mit ansigt, pinligt berørt, men han lader mig ikke gøre det. Han tager fat om mine håndled og spreder mine arme ud. Jeg lukker øjnene.
Han spreder kys ud over mit ansigt. “Vil du så tage med til frokost sammen med Maggie og mig i morgen?”
Han griner, da jeg kun åbner et øje og nikker. “Måske kan du endda pakke et par ting, du kan lade blive her.”
Ved det åbner mit andet øje sig. “Hvad er det, du siger?”
Han ruller over ved siden af mig og lægger sit hoved i hånden. “Fra på mandag kommer vi ikke til at se hinanden hver dag på værkstedet. Jeg tænkte, at du kunne komme herhjem.” Han ruller om på ryggen og trækker mig ind over sig. “Og sove.”
“Men …”
Han løfter hovedet for at få mig til at tie med et kys. “Jeg ved ikke, hvordan man gør det her. Jeg har aldrig gjort det før.”
Jeg sænker læberne ned mod hans og slapper af. “Jeg vil ikke presse dig.”
Han skyder hovedet til siden. “Føler du dig presset?”
Jeg holder mig for ansigtet. “Jeg er bange. Alt er så skønt.”
Han trækker mine hænder ned og sætter sig op, han trækker mig med sig, til hans ryg læner mod hovedgærdet. “Jeg vil ikke forskrække dig eller gøre dig ked af det, men du skal bare vide, at det at forelske sig i dig har været skræmmende som bare fanden.”
“Hvorfor er du bange?”
Hans hænder holder om mit ansigt. “Jeg har aldrig været særlig god til at stole på folk. Jeg er blevet brændt af så mange gange af Nicole, og hun er mit kød og blod, og alligevel har jeg lukket dig ind.”
“Jeg vil ikke såre dig.” Jeg lægger armene over hans skuldre og hviler hænderne på toppen af hovedgærdet.
Han tager hænderne ned til kanten af den skjorte, jeg har

helt tosset, bare et par retter og en