Omvendt lagde Estrupregimets støtter vægt på den økonomiske fremgang, som var sket med landbruget siden 1788. Man manede til politisk besindighed og samarbejdsvilje og understregede den allerede eksisterende friheds tilstrækkelighed. Alt var såre godt, som det var. Bønderne burde kende deres plads og ellers være taknemmelige for, hvad borgerskabet havde gjort for dem igennem historien. Havde det ikke været for de borgerlige intellektuelle og fornuftige godsejere, havde der ikke været nogen stavnsbåndsløsning i 1788 og heller ingen grundlov og intet demokrati i 1849. Bønderne burde derfor lade de begavede, de dannede og de formuende varetage politikken og i stedet passe deres landbrugsbedrifter og være glade og fornøjede med, hvad de allerede havde opnået.