Kastevind

Vi er ofte urolige i den nye familie, bange for at holde af hinanden og så ikke få det samme tilbage eller at elske ét familiemedlem og derfor svigte et andet. Signalet bliver forstyrret, forbindelsen bliver forurenet, og så knuser vi hinandens hjerter. Det

Men som os andre er hun nødt til at stå op hver dag og stykke sin verden sammen på en måde, hun kan holde ud, og fordi hun bærer på stor inden­bords smerte, bliver hendes hver­dags­fortælling dramatisk.

holder i min hånd og for­længer

Det føles, som om jeg mangler nogen egenskaber til at klare det her liv, som om der et sprog i mor og de andre voksne, jeg burde kunne afkode. Det er en dårlig ide at være for længe væk fra hende. Jeg sover aldrig ude, og jeg hader at være hos far. Jeg elsker at være hos far. Men jeg har noget, jeg ikke ved, hvad er, jeg skal fikse hos mor, og det holder mig vågen og fuld af tårer, når jeg sover hos ham og den nye kærlighed og deres familie.

En uge efter kommer han tilbage.

Jeg er her, fordi jeg ikke kan undvære dig, siger han ned i mit hår, mens han græder igen. Så flytter han væk en gang til. I de her uger står hjerterne hos de voksne pivåbne, og de siger ting, de ikke kan overholde, men som de inderligt mener, siger de. Min mor er vred, vred, vred. Min far lover, at han vil bo alene og ikke sammen med de nye, han elsker. Så flytter min far sammen med den nye, og mor finder et andet sted at rase end midt i mig. Vi bliver nye mennesker, sjæle, der vokser skævt sammen, stærkere og klar til kamp.

Det er ikke første gang, hun har taget piller. Kun første gang, jeg er der og ser det.

Det er, som om ordene vælter ud af mig, efter at vi flyttet. Noget, jeg stadig gør, hvis stemningen er for tynd og tæt på at gå i stykker.

Det forekommer mig, at det er denne nytårsaften, at tingene begynder at skride lidt. Men at man også kan betragte denne aften som en ny begyndelse.

Det er lige præcis købmanden, der har fået liv til at hænge sammen, også mit.

Dansktoppen med sange på et sprog, jeg rent faktisk forstod. Men jeg har sådan lyst til at sige tak til ham, og den står imellem os, al denne nye elskværdighed. Det er ikke sådan, man lever i Skovby. Man passer på hinanden uden at behøve at finde ordene.