Fejlagtig forførelse

De rørte ved hende igen og igen og stirrede ellers på hende, som om hun var et eksotisk væsen. Det var præcis sådan, Adel havde haft det … som om hun var en genstand på udstilling. Den forbandede mand havde knap nok sagt et eneste ord.

Nu var pigerne ved at gøre sig klar til middag, og Adel var desperat efter et bad og mindst en times hvile, før hun var på den igen. Hertugen havde blot sendt bud efter en ny hest og var redet væk uden et ord. Hun gjorde sit bedste for ikke at lade sig knuse af hans distance. De havde trods alt kun været gift i én dag.

“På grund af det korte varsel, Deres Nåde, er dette det bedste, vi kunne klare under de givne omstændigheder,” sagde mrs. Fields undskyldende, da de standsede.

Adel rynkede undrende brynene, da husholdersken åbnede døren til et elegant og velindrettet værelse. Det bedste, de kunne klare? Værelset var yderst passende for en dame. Væggene var dekoreret med tapet, udsmykket med ranker af blade, der bredte sig ud over en gylden korngul baggrund. Møblerne og gardinerne var holdt i en lysegrøn nuance med mønstre i samme korngule farve. Værelset var langt større end det soveværelse, hun havde haft derhjemme, og det lå i forlængelse af et påklædningsværelse, der var indrettet med det samme tapet. “Det er pragtfuldt, tak.”

Kvindens øjne lyste af glæde. “Jeg skal nok spørge hertugen, hvad jeg skal stille op med hertugindens gemakker, så snart han kommer tilbage.”

Adel stivnede. “Er det her da ikke hertugindens gemakker?”

“Nej, Deres Nåde.”

Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. “Hvorfor er jeg ikke blevet installeret i hertugindens gemakker?”

Mrs. Fields virkede nervøs. “Jeg har ikke modtaget nogen ordre om at gøre de værelser klar, Deres Nåde. I den besked, hertugen sendte, stod der kun, at jeg skulle gøre et værelse klar.”

“Jeg er nu ganske sikker på, at han mente hertugindens værelser, mrs. Fields,” sagde Adel venligt. “Jeg vil gerne have, at du giver tjenestepigerne besked om at anbringe min bagage der og samtidig beder dem om at gøre et bad klar.”

Husholdersken blev kun endnu mere forfjamsket.

“Men værelserne er ikke gjort klar til Dem, Deres Nåde.” Mrs. Fields undlod at se Adel i øjnene, og hun blev pludselig optændt af en brændende nysgerrighed.

“Før mig til de værelser.”

Med et fast nik og sammenpressede læber fortsatte mrs. Fields ned ad gangen. De drejede til venstre og fortsatte lidt, før de standsede ved en dør. Et bundt nøgler klirrede, og snart drejede mrs. Fields en i låsen på den ornamenterede messingdør, så den gik op med et klik.

Hun trådte

De rørte ved hende igen og igen og stirrede ellers på hende, som om hun var et eksotisk væsen. Det var præcis sådan, Adel havde haft det … som om hun var en genstand på udstilling. Den forbandede mand havde knap nok sagt et eneste ord.

Nu var pigerne ved at gøre sig klar til middag, og Adel var desperat efter et bad og mindst en times hvile, før hun var på den igen. Hertugen havde blot sendt bud efter en ny hest og var redet væk uden et ord. Hun gjorde sit bedste for ikke at lade sig knuse af hans distance. De havde trods alt kun været gift i én dag.

“På grund af det korte varsel, Deres Nåde, er dette det bedste, vi kunne klare under de givne omstændigheder,” sagde mrs. Fields undskyldende, da de standsede.

Adel rynkede undrende brynene, da husholdersken åbnede døren til et elegant og velindrettet værelse. Det bedste, de kunne klare? Værelset var yderst passende for en dame. Væggene var dekoreret med tapet, udsmykket med ranker af blade, der bredte sig ud over en gylden korngul baggrund. Møblerne og gardinerne var holdt i en lysegrøn nuance med mønstre i samme korngule farve. Værelset var langt større end det soveværelse, hun havde haft derhjemme, og det lå i forlængelse af et påklædningsværelse, der var indrettet med det samme tapet. “Det er pragtfuldt, tak.”

Kvindens øjne lyste af glæde. “Jeg skal nok spørge hertugen, hvad jeg skal stille op med hertugindens gemakker, så snart han kommer tilbage.”

Adel stivnede. “Er det her da ikke hertugindens gemakker?”

“Nej, Deres Nåde.”

Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. “Hvorfor er jeg ikke blevet installeret i hertugindens gemakker?”

Mrs. Fields virkede nervøs. “Jeg har ikke modtaget nogen ordre om at gøre de værelser klar, Deres Nåde. I den besked, hertugen sendte, stod der kun, at jeg skulle gøre et værelse klar.”

“Jeg er nu ganske sikker på, at han mente hertugindens værelser, mrs. Fields,” sagde Adel venligt. “Jeg vil gerne have, at du giver tjenestepigerne besked om at anbringe min bagage der og samtidig beder dem om at gøre et bad klar.”

Husholdersken blev kun endnu mere forfjamsket.

“Men værelserne er ikke gjort klar til Dem, Deres Nåde.” Mrs. Fields undlod at se Adel i øjnene, og hun blev pludselig optændt af en brændende nysgerrighed.

“Før mig til de værelser.”

Med et fast nik og sammenpressede læber fortsatte mrs. Fields ned ad gangen. De drejede til venstre og fortsatte lidt, før de standsede ved en dør. Et bundt nøgler klirrede, og snart drejede mrs. Fields en i låsen på den ornamenterede messingdør, så den gik op med et klik.

Hun trådte