Sidemanden

og min sædvanlige tække druknede i rødme og stammen og de forbandede undskyldninger, der til sidst væltede ud af alle kropsåbninger.

Når kaffen var tabt, ville hun for første gang se mig i øjnene, opdage mine solide og næsten klassiske træk, og med lidt humor og raske bemærkninger håbede jeg på at gøre en figur, der ville dukke op et rimeligt sted i en af Minnas drømme. Her ville jeg så fuldbyrde min kærlighed.

Jeg havde udseendet med mig, jeg havde gode hænder og var skruet sammen på en måde som mange mis

havde jeg besluttet mig for at gøre et så markant indtryk på hende, at hun ville optage mig i en af sine drømme.

Jeg kom så nær det lille lændesvaj og papirshætten, der var ved at flække over det kraftige hår, så nær lugten af kvinde, så nær fornemmelsen af Minnakrop, at jeg svedte og rystede over det hele, men jeg talte aldrig til hende, aldrig.

På samme sørgelige måde lignede dagene hinanden. Jeg sad som lænkehund og gloede efter hende i kantinehallen.

Jeg elskede Minna, åh jeg elskede hende på afstand,

Jeg elskede Minna, hun elskede ikke mig. Så enkelt var det problem,