En gentlemans kærlighed

hjertet i livet i højlandet i århundreder. Det var et spindelvæv af forbindelser og støtte, der bandt alle med samme navn og blod som ham sammen og under hans beskyttelse.
Klanen var selve livet for dem.
Uden klanen ville de dø.
Han, hans utallige afhængige. De to unge drenge, han nu kaldte sine egne.
Klanen var alt, hvad han stod for, og ligesom sine forfædre ville han uden at tøve give sit liv for at sikre den

Klanen havde været

Hvis han fejlede og ikke havde bægeret til at afslutte den aftale, der var indgået seks måneder før hans fars død, så ville der ikke længere være en klan.
Så ville han ikke blot miste borg og sø og bjerg, han ville miste alt det, der gjorde dem alle til, hvad de var.

verden uden meget mere end det tøj, de gik og stod i.

miste sit hjem, sine jorder og se sine folk miste alt og blive smidt ud i

ubehag, der vågnede i ham, hver gang han tænkte på det, der udviklede sig mellem dem.

havde set ham. Og eftersom de ikke vidste, at han nu blot ønskede at se dem komme trygt over grænsen og væk fra Scrope, var de flygtet i modsatte retning.

Lairden så intet i Elizas og hendes gentlemans opførsel, der indikerede, at deres ville blive anderledes.
Og det betød, at han kunne være rolig, hvad det angik.

Scrope komme løbende langs træerne med en pistol i hånden, mens han dukkede sig under grenene.

Eliza havde været så glad og tilfreds, at det havde været let at følge trop og smile … Som om intet var galt.
Måske var der intet galt.
Forvirring plejede ikke at være hans mellemnavn.