J. W Goethe

Ofte blev jeg indbudt til Middag, Køreture, smaa Lystrejser kom senere til. Jeg sagde ikke nej til noget. Men da jeg havde gennemløbet hele Cirkelen, indsaa jeg, at Frihedens uvurderlige Skat ikke bestaar i at gøre alt, hvad man har Lyst til, og det, Omstændighederne indbyder til, men i, at man er i Stand til paa den lige Vej at foretage sig, hvad man anser for rigtigt og sømmeligt, uden Hindring og Hæmmelse, og jeg var gammel nok til i dette Tilfælde at naa til denne skønne Overbevisning uden at maatte betale Lærepenge.

Hvad andet bestaar Menneskets højeste Lykke i, end at udføre det, han har indset er godt og rigtigt? End virkelig at være Herre over Midlerne til at opnaa Maalene?

Jeg vil indrømme, at selv om jeg ganske har opgivet Scenen, kan jeg umuligt erklære mig for fuldstændig blottet for Talent.« »Ja, jeg anser det nu for ganske afgjort,« sagde Jarno, »at den, som kun kan spille sig selv, ikke er Skuespiller. Den, som ikke i Sind og Skind kan forvandle sig til mange forskellige Skikkelser, fortjener ikke Navnet. De har saaledes for Eksempel spillet Hamlet og nogle
andre Roller ret godt, ved hvilke Deres Karakter, Deres Ydre og Øjeblikkets Stemning understøttede Dem. Det kunde være udmærket for et Privatteater eller for En, som ingen anden Udvej saa. Man skal,« fortsatte Jarno og kastede et Blik i Dokumentet, »tage sig i Agt for et Talent, som man ikke kan gøre sig Haab om at faa arbejdet op til Fuldkommenhed. Man kan bringe det saa vidt, man vil, deri — tilsidst vil man dog altid, naar man bliver klar over Mesterens Fortjenester, smerteligt fortryde det Tab af Tid og Kræfter, man har anvendt paa Fuskerierne.«

Wilhelm Meisters Læreår 1

»Saa tror De altsaa ikke paa en Skæbne, paa en Magt, som hersker over os og leder alt til vort bedste?«

»Hér er ikke Tale om min Tro, og heller ikke er Stedet egnet til at udvikle, hvordan jeg søger at gøre mig de Ting nogenlunde forstaaelige, som er os alle ubegribelige. Hér er kun Tale om, hvilken Tankegang der tjener os mest til bedste. Denne Verdens Spind er dannet af Nødvendighed og Tilfælde. Mellem de to stiller Menneskets Fornuft sig og forstaar at beherske dem. Den behandler det nødvendige som Grunden til sin Eksistens. Det tilfældige forstaar den at styre, lede og udnytte, og kun naar Fornuften staar urokkeligt fast, fortjener Mennesket at kaldes en Gud paa Jorden. Ve den, der fra Ungdommen vænner sig til at ville se noget vilkaarligt i det nødvendige, og som gerne vilde tilskrive Tilfældet en Slags Fornuft, som det næsten bliver en Religion at følge.

Paa denne Maade havde Wilhelm levet en Tid lang meget flittig og overbevist sig om, at hin Skæbnens haarde Prøvelse var sendt ham til hans Bedste. Han var glad ved i Tide, om end paa en voldsom Maade, at være blevet advaret paa sin Livsbane, medens andre senere og saa meget alvorligere maatte bøde for de Misgreb, ungdommelig Forfængelighed forleder dem til. Thi i Almindelighed vægrer Mennesket sig, saa længe som muligt, mod at afskedige den Taabe, der huses i dets Bryst, ved at bekende en Hovedvildfarelse og indrømme en Sandhed, som bringer det til Fortvivlelse.

Han mindedes den Tid, da hans Aand bares af en ubetinget forhaabningsfuld Stræben, da han som Fisken i Vandet færdedes i Nydelser af alle Slags. Det blev ham klart, at han nu var henfaldet til en usikker Slendrian, hvori han kun nippede til det, han tidligere havde indsuget i fulde Drag. Men han kunde ikke tydeligt se, hvilket ubetvingeligt Krav hans Natur stillede, og i hvor høj Grad dette Krav ved Omstændighedernes Magt kun var blevet pirret, tilfredstillet halvt og ført paa Afveje.

Wilhelm var endnu i den lykkelige Alder, da man ikke kan forstaa, at den Pige, man elsker, eller den Digter, man beundrer, overhovedet kan have Fejl. Vor Følelse for dem er saa hel, saa fuldkommen i Overensstemmelse med sig selv, at vi maa tænke os den samme Harmoni herskende i dem.

»Trefold lykkelige maa de prises, hvem Fødslen straks hæver op over Menneskehedens lavere Trin, som ikke behøver at gennemgaa, ja ikke en Gang at opholde sig en Stund som Gæst i de Forhold, hvori mange brave Folk pines hele deres Liv. Alment og rigtigt maa deres Blik blive fra deres højere Standpunkt, let hvert af deres Skridt i Livet. Fra Fødselen af er de ligesom anbragt ombord paa et Skib for paa den Overfart, vi alle maa foretage, at bæres frem af Medbør og ikke at hæmmes af ugunstig Vind, medens andre slidsomt maa svømme for Livet, kun faar ringe Nytte af gunstige Vinde og ofte maa gaa under i Stormen, naar deres Kræfter er udtømt. Hvilken Ro, hvilken Lethed giver ikke en medfødt Formue! Hvor trygt blomstrer ikke en Forretning, der er grundet paa en god Kapital, saa at ikke ethvert uheldigt Forsøg tvinger den til at ligge stille. Hvem kan bedre lære de jordiske Goders virkelige og uvirkelige Værdi at kende end den, som fra sin Ungdom er i Stand til
at nyde dem, og hvem kan tidligere lede sin Aand ind paa det nødvendige, nyttige og sande end den, der maa overtyde sig om saa mange Vildfarelser i en Alder, da han endnu ikke mangler Kræfter til at begynde et nyt Liv!«

Wilhelm var imidlertid beskæftiget paa sin Maade. Grevinden havde bedt ham om en Afskrift af hans Stykke, og dette den yndige Kvindes Ønske betragtede han som den skønneste Belønning.

En ung Forfatter, der endnu aldrig har set sig selv paa Tryk, anvender i et saadant Tilfælde den største Opmærksomhed paa en renlig og sirlig Afskrift af sine Værker. Det er ligesom i Poesiens Guldalder. Man føler sig hensat til de Aarhundreder, i hvilke Bogtrykkerpressen endnu ikke havde oversvømmet Verden med sine mange unyttige Skrifter, hvor kun fortjenstfulde Aandsprodukter blev afskrevet og opbevaret af de ædleste Mennesker, og hvor let drager man da ikke den Fejlslutning, at et omhyggeligt skønskrevet Manuskript ogsaa maa være et fortjenstfuldt Aandsprodukt, værdigt til at opbevares af en Kender og Mæcen.