Per Stig Møller

ære leder vil sige at have overbevist tilstrækkeligt mange om, at man er på ret kurs

Rodriks og Fukuyamas alternativ hertil er plutokratiet, hvori de rige sidder på magten. De rigeste har i vidt omfang bragt sig uden for demokratiets rækkevidde med deres enorme, transnationale virksomheder, der betaler skatten dér, hvor den er lavest eller slet ingen skat er. Med deres pengemagt har de i USA en meget betydelig indflydelse på hvem, der bliver valgt til de centrale, politiske embeder, og adskillige milliardærer sidder i Trumps regering. I George W. Bush’s sad ingen. Med plutokratiet vil globaliseringen fortsætte og male hen over en middelklasse, der trykkes relativt ned, og en underklasse, der vokser.

Med populokratiet er populismen kommet til magten. I sin bog om demokratiets tilstand karakteriserer Mogens Herman Hansen populismen således: „Fælles for de forskellige populistiske bevægelser er, at de anser sig selv for at være de sande demokrater, og at den styreform, de ønsker, er den ægte. De opfatter sig som ‘folket’ og ønsker ‘folkestyre’ i ordets egentlige betydning. Men populisternes ‘folk’ er ikke hele folket, men derimod det menige folk i modsætning til eliten, den overklasse, der ifølge populisterne sidder på magten og kun ser på deres egen fordel uden at lytte til ‘folkets røst’ og tage hensyn til dets ønsker“.83