Simona Ahrnstedt

“Opløftende emner,” sagde han tørt.

“Ja, vær De bare ironisk, jeg skal ikke hindre Dem, men jeg mener nu, at kvinder bør have samme frihed som mænd,” erklærede hun og så stift på ham, som om hun udfordrede ham til at sige hende imod.

“Kvinder bør have samme frihed som mænd,” gentog han med et nik.

“Og så vil jeg male Dem, har jeg besluttet.”

“Jaså.”

“Vidste De, at disse kvinder har studeret? Ikke bare i hjemmet eller i bibelskole, men på universitetet, på Kunstakademiet, i Paris? Det agter jeg også at gøre – studere i Paris.” Hun slog ud med armene.

Atle granskede hende og så tydeligt, hvor stærkt det ønske brændte i hende. Han ville ikke slukke lyset i hendes øjne, ville have, at hun altid skulle være så glad, men nogen burde måske minde hende om virkeligheden. For de kvinder, hun beundrede sådan – dem, der fik lov at rejse til Paris og studere det, de ville – havde efter al sandsynlighed fædre eller ægtemænd, der støttede dem. Han havde svært ved at se Horace Rosenkvist slippe sin datter af sted for at studere kunst i Frankrig.

“Du skal

Hun slog viften sammen med et smæld.