Douglas Stuart

Efter skovens begrænsede udsyn åbnede søen sig nu pludselig foran dem, og panoramaet var næsten for stort til, at Mungo kunne rumme det.

Efter skovens begrænsede udsyn åbnede søen sig nu pludselig foran dem, og panoramaet var næsten for stort til, at Mungo kunne rumme det. Han stavrede ned til bredden.
Dagen trak de sidste af sine farver til sig, og mens det blegviolette og abrikosgule sivede bort i horisonten, ærgrede Mungo sig over, at de ikke var nået frem tidligere. Han lagde nakken tilbage og gik rundt om sig selv. Himlen over ham var mørknende blå tværet over med svage, citrongule strøg. Han havde ikke vidst, at himlen kunne have så mange farvetoner –

En af dem var lidt for pertentlig i sin gennemrodning af en værktøjskasse.

Sankt Christopher kom skælvende ud af mørket.

Når man slipper dem løs og lader dem flyve så langt, de vil, tager man en chance.

Mo-Maw brugte morgenen på at forsøge at indynde sig hos Jodie igen.

Da han vågnede på den kolde jord, var teltet levende af spættet sollys.

En del af det høje tårn lå inde midt i borgen, hvor det var styrtet ned gennem taget.

„Jeg troede, du havde en pige?“

Bagefter lå de i skæret fra den elektriske kamin, der var skruet op på fuldt blus, og vendte sig kun, når varmen blev for meget.