Sylvia Day

Jeg håbede, hun snart ville indse, at Gideon ikke på nogen måde bebrejdede hende mere for det, end jeg selv gjorde.

“Han knokler derudad,” svarede jeg. “Du ved, hvordan det er. Jeg har taget meget af hans tid, siden vi fandt sammen, og det betaler han prisen for nu, tror jeg.”

“Du er det værd.”

Jeg tog en stor slurk af mit vand, da jeg mærkede en overvældende trang til at fortælle hende, at min far kom på besøg. Hun havde været min forbundsfælle i at overbevise ham om Gideons hengivenhed over for mig, men det var en selvisk årsag til at sige noget. Jeg havde ingen anelse om, hvordan hun ville reagere på, at Victor kom til New York, men det var aldeles tænkeligt, at det ville nage hende og dermed gøre alles liv til et helvede. Uanset hvad hendes grunde var, foretrak hun ikke at have nogen kontakt med ham overhovedet. Jeg kunne ikke se bort fra, hvordan det var lykkedes hende at undgå at møde ham eller tale med ham, siden jeg var blevet gammel nok til at kommunikere direkte med ham.

“Jeg så et billede af Cary på siden af en bus i går,” sagde hun.

rande under øjnene og dybe

Hans mund fortrak sig i et skævt smil. “For nemheds skyld er jeg allerede pakket ud. Batterier ikke nødvendige.”