Jeg har gjort det næstbedste. Det mest rigtige

landskabet. Naturens jublende glæde, et grønt brus. I et glimt af fortabelse og fortættet skønhed ser hun planeten vise sig frem med alt, hvad den kan opbyde af lys og farver og kriblende, viljestærkt liv. Hun har lyst til at dele øjeblikket med nogen og tager et billede, men hun har ingen at sende det til. Hun er inkognito som aldrig før, uden for rækkevidde. Hun kan følge de gule pile eller gå den modsatte vej, hun har kun sig selv at stå til ansvar for. Frakoblet. Alene. Væk. Det er berusende og angstprovokerende, præcis som det må være, og ikke til at bære. Det var det, hun ville, det var det, hun skulle, hun kan ikke stoppe nu. Hun går videre og finder en rytme, der er ingen tanker, kun lyden af skridt og hendes eget åndedræt. Ruten er øde i dag, hun går længe for sig selv. Telefonen ringer, hun må have ramt en lille lomme