Jørn Lier Horst

han. “Det her er måske noget af det mest konkrete, men det virker helt ulogisk. Hvad har en norsk stortingspolitiker med valutarøveriet at gøre?”
“Det kan passe med noget, Edel Holt fortalte,” sagde Line. “I løbet af alle de år, hun arbejdede for Clausen, oplevede hun tre gange, at noget plagede ham og påvirkede hans arbejdsindsats. Det var, da hans kone døde, da han mistede sønnen og så endnu en gang, som hun ikke kunne relatere til noget konkret, men som lå midt imellem de to hændelser. Det er omtrent samtidig med røveriet og Simon Meiers forsvinding.”
Wisting trak iPaden til sig.
“Nyhedsindslaget blev sendt om aftenen, samme dag som Simon Meier blev set sidste gang,” sagde han og fortalte, hvordan han havde tænkt sig at bruge Line til at få indblik i forsvindingssagen.
“Jeg har aftalt at møde Adrian Stiller på hans kontor i morgen klokken 12,” sagde Line.
“Hvad sagde han?” spurgte Wisting.
“Han virkede skeptisk, men det tror jeg mest handlede om, at han ikke forventer, at der er noget at stille op med sagen. Han virkede ikke særlig optimistisk.”
Et vindstød sendte regn mod vinduet. Mortensen tog en slurk af kaffen og satte koppen forsigtigt fra sig.
“De ringede fra laboratoriet, mens jeg var på vej hertil,” sagde han, mens han havde blikket rettet mod nye sms’er på telefonen. “De fik hit på to af fingeraftrykkene fra pengekasserne, men det gør egentlig bare det hele mere forvirrende.”
Wisting trak stolen nærmere bordet.
“Hvem er der tale om?” spurgte han.
“De stammer fra samme person,” svarede Mortensen. “En, der hedder Finn Petter Jahrmann.”
Navnet sagde ikke Wisting noget.

gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet og tog en halvfuld boks med kartoffelsalat og kødpålæg

Teknikeren lavede snittet i plastikken større og vippede hovedet til side, så ansigtet kom til syne.