Andreas Erstling

Jeg bliver synlig, og han vender sig bange om mod mig: ”DIG!”

Han kommer på benene med næverne hævet, klar til kamp.
Jeg fjerner hætte og maske. Han sænker hænderne, ser bare på mig.
”Danny.”
”Far.”
”Hvordan er du …?” stammer han. ”Darla, hun er blevet skudt … Den dragt, det er den, fra da jeg blev anholdt.”
”Det er en lang historie,” mumler jeg og undviger hans blik.
”Jeg skal ikke noget,” siger han. Jeg kommer til at smile. Ganske kort. Selvfølgelig skal