Claus Bech

Det er et land, hvor troen på en bogstavelig udlægning af skabelsesberetningen lidt efter lidt har forvandlet sig til en tro på en bogstavelig udlægning af Double Indemnity, et land med touperet hår og capribukser og piger, for hvem alle livets drømme kan koges ned til en hvid brudekjole i valselængde og at føde en Kimberly, Sherry eller Debbi og til sidst en skilsmisse i Tijuana og efteruddannelse på frisørskolen. „Vi var bare unge og fjollede,“ siger de uden beklagelse og vender blikket mod fremtiden. Fremtiden tegner altid godt i det gyldne land, for ingen kan huske fortiden. Her blæser de varme vinde, og gamle dage er ikke relevante, skilsmisseraten er den dobbelte af det nationale gennemsnit, og en ud af otteogtredive bor i autocamper. Her er det sidste stop for alle, der kommer andre steder fra, for alle, der er flygtet fra kulden og fortiden og gamle dage. Her er stedet, hvor de forsøger at finde nye måder at leve på og leder efter dem de eneste steder, de kender – på film og i aviser. Lucille Marie Maxwell Miller er et tabloidmonument for den nye livsstil.

„Jeg tror, de ville brænde den lille mand – og mig og de andre småbørn med ham – hvis de altså troede, de kunne slippe godt fra det.“

For Brianna føltes det, som om modet svigtede helt; hun knugede samtalens genstand til sig.

„Hvad er det for nogle idioter, der kan få den slags tanker?“ spurgte hun. „For ikke at tale om at sige det højt!“

„For ikke at tale om at gøre det, mener du.“ Marsali lagde garnet til side, rejste sig op og bøjede sig frem for at overtage Henri-Christian og lægge ham til sit bryst. Som han lå der med knæene bøjet, var han knap nok halvt så stor som en normal baby – og med det store, runde hoved og det mørke hår måtte Brianna indrømme, at han så … mærkelig ud.

„Far har talt med et par st

– gaver fra familierne Crombie og Lindsay – som vi brugte som seng, og satte mig op i skrædderstilling, stadig i natkjole, og gav mig til at rede blade og græs ud af håret med fingrene, mens jeg nød den sjældne følelse af at vågne langsomt i stedet for den mere almindelige fornemmelse af at være skudt ud af en kanon.

Roger havde lukket øjnene – de fleste lukkede som regel øjnene, når jeg undersøgte dem, som for at bevare den sidste rest af noget privat, så længe det stod på – men da han hørte, hvad jeg sagde, slog han dem op igen, og jeg kiggede ind i hans overrumplende grønne øjne med morgensolens lys i dem.

Roger havde lukket øjnene – de fleste lukkede som regel øjnene, når jeg undersøgte dem, som for at bevare den sidste rest af noget privat, så længe det stod på – men da han hørte, hvad jeg sagde, slog han dem op igen, og jeg kiggede ind i hans overrumplende grønne øjne med morgensolens lys i dem.

Roger havde lukket øjnene – de fleste lukkede som regel øjnene, når jeg undersøgte dem, som for at bevare den sidste rest af noget privat, så længe det stod på – men da han hørte, hvad jeg sagde, slog han dem op igen, og jeg kiggede ind i hans overrumplende grønne øjne med morgensolens lys i dem.

Roger havde lukket øjnene – de fleste lukkede som regel øjnene, når jeg undersøgte dem, som for at bevare den sidste rest af noget privat, så længe det stod på – men da han hørte, hvad jeg sagde, slog han dem op igen, og jeg kiggede ind i hans overrumplende grønne øjne med morgensolens lys i dem.

spurgte jeg forsigtigt, mens jeg stak til de brækkede knogler, der ragede frem fra den sammenfiltrede masse af pels og blod.

Støjen, der havde vækket mig, kom igen, og samtlige hår på min krop rejste sig.

Han kastede et blik på hende, men det meste af hans opmærksomhed var rettet mod en lille klynge huse, der netop var kommet til syne, med en idyllisk beliggenhed langs en krumning af floden.