Mere end tre hundrede danske skibe var på verdenshavene blevet sænket af de tyske ubåde – og mindst syv hundrede søfolk var omkommet – men det var ikke et tal eller en tragedie, der var kendt viden om og slet ikke i København. Mange havde desuden haft slægtninge, venner og bekendte i de dele af Slesvig, der havde ofret så mange danske liv i de tyske skyttegrave; mere end fem tusinde sønderjyske mænd var døde, sagde de værste rygter.
Det var heller ikke noget, man fra regeringen i hovedstaden talte højt om. Den tyske frygt havde vejet tungere end frimodig tale, og den dyrebare neutralitet havde haft sin pris. Nu, hvor det alligevel var for sent, så de magthavende ingen grund til at rippe op i dét, der var sket, og som havde det bedre bag dække og i glemsel. Sagen angik et mindretal i en lokal, langt fjernere del af landet, og den stemning, som diskussioner kunne medføre, var ikke i nogens interesse, ikke i folkets, ikke nu, ikke i en stærk og løfterig tid med udsigt til fred for alle de kommende generationer.
Det havde

På den sjette dag – det var sådan en dag, hvor oktobersolen hang over næsset på en iskold, dybblå baggrund – tog jeg min beslutning, trak vejret dybt ned i lungerne og rejste mig fra krattet, der dækkede kanten af fyrskrænten oppe over Kæmpens Fodspor

Fyret på næsset
– sent efterår 2014