James Joyce

Han slukkede stearinlyset med en skarp ekshalation på dets flamme, trak to fyrretræsstole med skesæde hen til kaminstenen, den ene til Stephen med ryggen til forområdets vindue, den anden til sig selv når nødvendigt, knælede ned på det ene knæ, arrangerede på kaminristen et bål af korslagte pinde med harpiksender og diverse kulørte papirer og uregelmæssige polygoner af bedste Abram-kul til enogtyve shilling pr. ton fra Messrs Flower and M’Donalds lager, 14 D’Olier Street, antændte det på tre fremstikkende papirspidser med én strøget luciferfyrstik, hvorved han frigjorde den i brændslet indeholdte potentielle energi og lod dets kul- og brintelementer indgå i fri forening med luftens ilt.

Den fashionable internationale verden deltog i eftermiddags en masse ved brylluppet mellem chevalier Jean Wyse de Neaulan, De Nationale Irske Forstmænds overchefskovrider, og frøken Granborg Granhof, Fyrredal. Hofdame Sylvester Elmeskygge, fru Barbara Elleskov, fru

Styne Ask, fru Hedevig Hasseløjne, frøken Dafne Laurvig, frøken Dorothea Rørskov, fru Clyde Podebusk, fru Rønhild Porse, frøken Helene Wiinblad, frøken Virginia Vildvin, frøken Gladiola Bøgh, frøken Olivia Urte­gård, frøken Blanche Ahorn, fru Maud Mahogni, frøken Myrra Myrte, frøken Priscilla Hyldeblomst, frøken Bi Honningæble, frøken Grace Poppel, frøken O Mimose San, frøken Rachel Cederblad, frøkenerne Lillian og Viola Syren, frøken Pil Espeløv, frøken Kitter Thuja-Moos, frøken Maj Tjørnelund, fru Gloriana Palme, fru Liana Skov, fru Arabella Abildgaard og fru Norma Egerod, Kgs. Egholm, beærede ceremonien med deres tilstedeværelse. Bruden, som blev givet bort af sin far, M’Granhof af Agern, så overmåde yndig ud i en kreation udført i grøn merceriseret silke, formet over et underskørt af tusgråt, et skærf med et bånd af bred smaragd og kantet med tredobbelte volanter af mørkere frynser, mens hele arrangementet lettedes af stropper og hofteindlæg af agernbronze. Brudepigerne, frøkenerne Lærke og Sitka Granhof, søstre til bruden, var iført særdeles klædelige kostumer i samme nuance, og et elegant fjerrosemotiv var indarbejdet i folderne i en nålestribe og kapriciøst gentaget i de jadegrønne toquer i form af hejrefjer af blegttonet koral. Senhor Enrique Flor sad ved orglet med sin velkendte evne og spillede, foruden bryllupsmessens foreskrevne numre, et nyt og slående arrangement af Skovmand, skån det træ ved gudstjenestens afslutning. Da det lykkelige par forlod kirken Saint Fiacre in Horto efter den pavelige velsignelse blev de udsat for en spøgefuld krydsild af hasselnødder, bog, laurbærblade, pilegæslinger, efeuklynger, kristtornebær, misteltenkviste og rønneskud. Hr. og fru Wyse Granhof Neaulan vil tilbringe stille hvedebrødsdage i Schwarzwald

tror på skarp lud, haderen den almægtige, det jordiske helvedes skaber, og på Jesper Koksmat, hans omskårne drønnert, som er undfanget ved den uhellige vånd, født af tommeskruens marine, pint under poltroners pisk og rotting, kvæstet, blødende og bedraget, helbefaren i nødskriget, på tredje dag opstanden fra sine bødler, udfaret til havs, siddende ved den alknægtendes højre holt indtil videre ordre hvorfra han skal komme at tømme levendes skabe for føde

Men, siger Bloom, er disciplin ikke ens overalt. Jeg mener ville det ikke være det samme her hvis man satte hårdt mod hårdt

Så sandt som det er sagt, siger Bloom. Men min pointe var …

Bloom talte og talte med John Wyse og han var helt opstemt med sit gulgrumsetmudderfarvede fjæs og sine gamle blommeøjne der rullede rundt.
– Forfølgelse, siger han, hele verdenshistorien er fuld af den. Foreviger nationalt

Ja, siger Bloom.
– Hvad er det? siger John Wyse.
– En nation? siger Bloom. En nation er samme mennesker der bor samme sted.
– Min salighed, da, siger Ned leende, passer det så er jeg en nation for jeg har boet samme sted de sidste fem år.
Nå men så grinede de selvfølgelig alle godt ad Bloom, og han siger og prøver at rode sig ud af det:
– Eller også bor forskellige steder.
– Det gælder mit tilfælde, siger Joe.
– Hvad er din nation om jeg må spørge? siger borgeren.
– Irland, siger Bloom. Jeg er født her. Irland

Skærsild, Salmon’s Leap, refektoriet i Maynooth College, Curleys hul, den første hertug af Wellingtons tre føde­steder, Cashel-klippen, Allen-mosen, Henry Street Warehouse, Fingals hule – alle disse bevægende steder er vores den dag i dag, gjort endnu smukkere af de sorgens vande der er skyllet hen over dem og af tidens prægtige belægninger

Og jeg hører også til en race, siger Bloom, der er hadet og forfulgt. Også nu. I dette øjeblik. I dette sekund