Ulla Lauridsen

De var blevet kaldt pigerne fra Firefly Lane.

„Lad mig se den.“

Langs med stien, halvt skjult i krattet af birk og røn, står kodrivere og løfter ansigtet mod solen, mens de bly violer forsøger at skjule deres.

Jazmine Hunter-Coughlin – blandt venner Jazz, blandt sine tidligere kolleger politiassistent Hunter – trak gardinerne fra og kiggede ud ad sit lille soveværelsesv

Jazz kiggede på Norton og tænkte, hvor malplaceret han så ud i sit skræddersyede jakkesæt og med knæene bøjet næsten helt op til brystet i hendes lave sofa.

David var ikke misundelig. Han stammede fra relativt ydmyge kår og følte, at han var nået langt. Han var fuldstændig tilfreds med sit hyggelige hus og sin kone og søn.

Hvordan var Charlie, da De kørte ham tilbage til skolen?“
„Mere stille end sædvan

betjent, som styrken ville være ilde stedt uden – solid, kompetent og pålidelig, men uden den forestillingsevne og fingerspidsfornemmelse, der ville få

For fanden da også!“ skreg han, sank ned på hug og skjulte ansigtet i hænderne. Tårerne sved under hans øjenlåg, og han trak vejret tungt og hivende.
„Hvad har jeg dog gjor

sveden perle i hans tindinger.
„Jeg er meget bekymret, politiassistent Hunter. Meget bekymret.