Wilhelm Meisters Læreår 1

Wilhelm var endnu i den lykkelige Alder, da man ikke kan forstaa, at den Pige, man elsker, eller den Digter, man beundrer, overhovedet kan have Fejl. Vor Følelse for dem er saa hel, saa fuldkommen i Overensstemmelse med sig selv, at vi maa tænke os den samme Harmoni herskende i dem.

Wilhelm saa sig i Besiddelse af sin fulde Frihed paa et Tidspunkt, da han endnu ikke var paa det rene med sig selv. Hans Tænkemaade var ædel, hans Hensigter ærlige, og hans Planer syntes ikke forkastelige. Alt det turde han med en vis Tillid hævde overfor sig selv. Men han havde haft Lejlighed nok til at mærke, at han manglede Erfaring, og han kom derfor til at lægge overdreven Vægt paa andres Erfaringer og de Resultater, som de efter deres Overbevisning afledede deraf, hvorved han kom endnu mere i Vildrede. Det, han manglede, troede han først og fremmest at erhverve, naar han gav sig til at indsamle alt det, som fortjente at mindes af Samtaler og Bøger. Han nedskrev derfor andres og sine egne Meninger, ja, hele Samtaler, som forekom ham interessante, og opbevarede desværre paa den Maade baade ægte og uægte, dvælede altfor længe ved en enkelt Idé, ja, man kunde næsten sige: en Sentens, og opgav derved sin egen naturlige Tænke- og Handlemaade, for at følge fremmede Lys som Ledestjerner. Aurelias Bitterhed og hans Ven, Laertes’ kolde Menneskeforagt forrykkede, oftere end billigt var, hans Dømmekraft. Ingen havde dog været farligere for ham end Jarno, en Mand, som med sin klare Forstand fældede en træffende, streng Dom over, hvad der forelaa, men havde den Fejl at give disse Domme over særlige Forhold en Slags Almengyldighed, skønt Forstandens Vurderinger egenlig kun gælder een Gang, netop i det foreliggende Tilfælde, og allerede bliver urigtige, naar man anvender dem paa det næste.

Saaledes fjernede Wilhelm, idet han søgte at komme til Klarhed over sig selv, sig stadig mere og mere fra en sund Helhedsopfattelse, og i denne forvirrede Tilstand blev det hans Lidenskaber saa meget lettere at benytte alle hans Overvejelser til deres Fordel, og at gøre ham endnu mere forvirret med Hensyn til, hvad han skulde foretage sig.

Wilhelm var imidlertid beskæftiget paa sin Maade. Grevinden havde bedt ham om en Afskrift af hans Stykke, og dette den yndige Kvindes Ønske betragtede han som den skønneste Belønning.

En ung Forfatter, der endnu aldrig har set sig selv paa Tryk, anvender i et saadant Tilfælde den største Opmærksomhed paa en renlig og sirlig Afskrift af sine Værker. Det er ligesom i Poesiens Guldalder. Man føler sig hensat til de Aarhundreder, i hvilke Bogtrykkerpressen endnu ikke havde oversvømmet Verden med sine mange unyttige Skrifter, hvor kun fortjenstfulde Aandsprodukter blev afskrevet og opbevaret af de ædleste Mennesker, og hvor let drager man da ikke den Fejlslutning, at et omhyggeligt skønskrevet Manuskript ogsaa maa være et fortjenstfuldt Aandsprodukt, værdigt til at opbevares af en Kender og Mæcen.