Margaret Mitchell (1900–1949) skrev i sin levetid kun én roman, nemlig Borte med blæsten. Den udkom første gang i 1936 i hjemlandet USA, hvor den opnåede øjeblikkelig succes. I 1937 blev bogen tildelt Pulitzerprisen, og den er siden hen solgt i mere end 30 millioner eksemplarer verden over. Borte med blæsten regnes i dag for en udødelig klassiker og filmatiseringen fra 1939 med Vivien Leigh og Clark Gable i hovedrollerne for en lige så udødelig filmklassiker.
Scarlett O’Hara — ung, karismatisk og egenrådig — lever et privilegeret liv som datter af en rig bomuldsplantageejer i Sydstaternes Amerika. Scarlett er viljestærk, stolt og egoistisk. Hun virker magnetisk tiltrækkende på omegnens unge mænd, hvis opmærksomhed hun sikrer sig med veltilrettelagt manipulation. Men da den amerikanske borgerkrig (1861–1865) bryder ud og raser, vendes der op og ned på tilværelsen, som Scarlett kender den.
Scarlett er ulykkeligt forelsket i den blide, intellektuelle og vege Ashley Wilkes. Hun holder blindt fast i sin kærlighed til Ashley og har ikke blik for den mand, som om nogen forstår hendes hjertes væsen, Rhett Butler. De er to alen af et stykke — egenrådige, viljestærke og passionerede.
”Handlingens kærlighedskamp er så spændende, så æggende som noget, man har læst. En forrygende bog og en litterær begivenhed.” — Frederik Schyberg
”Borte med blæsten er romantik for stort orkester. I sit historiesyn, i sin menneskeskildring og i sit store greb om læseren. Den genre er ikke lavet bedre før og er ikke siden overgået.” — Malin Lindgren
”En dundrende god roman. Den vil blive slugt med begejstring og nydt med salig fryd. Den er underholdende (…) Den er historie og nutid, nem og vanskelig, opmuntrende og forstemmende, tyk og dog koncentreret.” — Hakon Stangerup
«Borte med blæsten er en historie, der har det hele: romantisk kærlighed, en markant og på den tid usædvanlig og egoistisk hovedperson og en meget spændende handling med hele den voldsomme borgerkrig som baggrund for Scarletts dramatiske skæbne i de amerikanske sydstater (…)" — Beth Høst