Livet er så uforudsigeligt. Alting kan pludselig ændre sig fuldstændigt.
Jeg har været sammen med min mand, Leif, i 42 år. Han har aldrig været syg med andet end forkølelse. Pludselig bliver han ramt af Alzheimers og kræft og dør fem år efter.
Min historie handler om det forløb, hvor både angst, smerte, vrede og fortvivlelse spiller en stor rolle, men kærlighed, støtte og medfølelse fra omgivelserne har gjort forløbet lettere for både Leif og mig.
Det er svært at forstå, hvad der sker, når man er ramt af Alzheimers. Det er endnu sværere, når man desuden er ramt af en livstruende sygdom, som kræver mange hospitalsindlæggelser.
Det er svært for en pårørende, når den elskede forsvinder på grund Alzheimers og plages af alvorlig sygdom.
Det er så vigtigt at kunne give tryghed til sin elskede, at kunne hente energi til at klare forløbet — give kærlighed — og følge på vej.
Uddrag af bogen
I dag giver jeg ham bare et kram og spørger, om han kan huske, at Thorkil og Hjørdis kommer i dag. Hans humør skifter straks til jubel. Nu er jeg lige på nippet til at tude over, hvor glad han bliver. Hvem er det, der er grådlabil? Vi taler sammen om, hvordan dagen skal gå, hvordan vi henter dem, hvor vi skal være osv. Han griner højt den ene gang efter den anden. Da han ser de to øl, vil jubelen ingen ende tage. ”Én til mig og én til ham,” siger han. ”Ja,” svarer jeg, ”og cider til damerne.” Det er så utroligt med den alzheimer. Jeg bliver lidt uhyggeligt til mode, når jeg betragter ham, mit engang store, stærke mandfolk.
Om forfatteren
Marianne Overballe Kristensen (f. 1952) er uddannet pædagog. Hun har arbejdet med børn i 12 år, og frem til hun gik på efterløn som 60-årig, har hun arbejdet med voksne mennesker med udviklingshæmning på bosteder. De sidste 16 år som afdelingsleder.
