At høre hjertet slå

“Hvorfor tror du, jeg er bange?”

Kan der vokse vinger ud af ord? Kan de glide som sommerfugle gennem luften? Kan de indfange os, føre os med til en anden verden? Kan de åbne vore sjæles sidste hemmelige kamre?

Indtil da havde pigen pure afvist alle hans tilnærmelser, men da han satte sig neden for hendes veranda næste morgen for at synge kærlighedssange, som han plejede, kom hun ud ad huset, satte sig ved siden af ham og blev siddende hele dagen og aftenen med. Manden var ude af sig selv af glæde og røg endnu en af Mi Mis cigarer, før han gik i seng, hvorefter han så sin kones ansigt smile opmuntrende til ham midt i en røgsky. Næste morgen satte den unge kvinde sig igen ned ved siden af ham, og en uge senere sagde hun ja til hans frieri. Enkemanden gav Mi Mis cerutter æren for sit held, og siden da har enhver ugift mand i Kalaw prøvet at ryge en af hendes cerutter før en spadseretur med sit hjertes udkårne.

Jeg har tit tænkt over, hvorfor hun var så smuk, hvorfor hun strålede. Det er ikke størrelsen på ens næse, farven på ens hud eller formen på ens læber eller øjne, der betyder, om man er smuk eller grim. Men hvad er det så? Kan du, som er kvinde, fortælle mig det?”
Jeg rystede på hovedet.
“Jeg siger dig: Det er kærlighed. Kærlighed gør os smukke.

Kærligheden har så mange ansigter, at vores fantasi ikke er parat til at se dem alle.”
“Hvorfor skal det være så svært?”
“Fordi vi kun ser det, vi kender i forvejen. Vi overfører vores egen måde at gøre tingene på – gode såvel som dårlige ting – på det andet menneske. Vi anerkender kun en kærlighed, der svarer til vores egen forestilling om kærlighed. Vi ønsker at blive elsket, som vi selv ville elske. Alle andre måder gør os utrygge. Vi reagerer med tvivl og mistænksomhed. Vi tolker tegnene forkert. Vi forstår ikke sproget. Vi anklager. Vi hævder, at den anden ikke elsker os. Men måske elsker han os på sin helt egen måde, som vi ikke anerkender

Og uanset hvad, havde U May fortalt hende igen og igen, er livet en gave, som ingen må rynke på næsen ad. Livet, havde U May sagt til hende, er en gave fuld af gåder, hvori lidelse og lykke er flettet uløseligt sammen. Ethvert forsøg på at få det ene uden det andet er simpelthen dømt til at mislykke

Mænd var mere klodsede, lavede mere støj, når de kom, landede fladt på fødderne, mens kvinder ofte trådte ned med hælen først, hvilket gav en blødere lyd.

Hendes mand og sønner var stadig i marken.

indtil de tror, de er i sikkerhed, eller falder om af udmattelse

Jeg kunne vel ikke have fundet på en bedre protest mod min fars verden end at gifte mig med en farvet mand. Jeg ved det ikke. Jeg ved det stadig ikke.