Is

r pigernes glæde understreger, hvor meget sværere alting er for hende.

Man kan blive helt vred, når man ser dem sådan, som om det at være mand var noget så specielt, at selv småpiger kror sig og slår knuder på sig selv, når de har et eksemplar inden for rækkevidde og tilbyder evig troskab og en helt anden slags kærlighed end den, de er rede til at vise deres mor. Lillus er totalt umulig, vier ham sin fulde opm

Tavshed, men fru Hellén, som er trænet i at udfylde ubehagelige pauser, smiler venligt: „Nej, det haster virkelig ikke med at træffe beslutninger. Jeg har allerede sagt

gråd. Det bliver der derimod altid, når mor blander sig og opdrager på Lillus. Stakkels Mona! tænker Petter. Nogen må passe den livsnødvendige opdragelse og bliver dermed den mindst populære person i huset. Det er ikke retfærdigt. Det er let for ham at være populær, ham, som kun sporadisk optræder i deres liv

Mirakler er det småt med, arbejde er der altid nok af

Problemløst bliver det ikke,“ siger jeg, „det må du være klar over. Jeg er ikke sådan en sandsiger, at jeg kan fortælle dig, hvordan det bliver, men så meget siger min erfaring mig, at der er ting og sager, som ikke går som beregnet. Der er sten på vejen. Hvis du er forberedt på det og kan undgå dem, går det godt.“

Han bærer skovjo

spørgsmålet. Det, det handler om, er en skræmmende lyst til at drage alting i tvivl. Komme med indvendinger. Forhale. Sætte sig til modværge. Obstruere. Forhale. Konspirere. Forråde. Fornægte. Som om det var en så stor fornøjelse, at man umuligt kan give afkald på den – selve meningen med tilværelsen. Også dem, som du har lært at kende som kloge og moderate, erfarne og rettænkende mennesker. Også dem.“
De står og kigger ud o

eg kommer i tanke om engang, jeg

Mens præsten går i byen og spiser festmad og drikker kaffe, så maven bliver helt firkantet, og snakker og synger salmer, har præstekonen malket og vasket op, lagt tøj i blød, skummet mælken, skuret køkkengulvet, som han tankeløst vader ind over, tændt op under vaskegryden, halet vand op af brønden, vasket i vaskehuset, så det stod efter, og skyllet i havet, fodret sig selv og Sanna af med passende intervaller, bortjaget præstegårdshusmandens køer, som var brudt gennem hegnet, demonstrativt slået nogle stolper i med en sten uden overho