Lars Saabye Christensen

Byens spor

Erik Andersenhas quoted4 months ago
Afdelingerne sender et budgetforslag i løbet af november måned til Arbejdskomitéen og meddeler, hvorledes bestyrelsen har tænkt sig at disponere de indkomne midler.
Erik Andersenhas quoted4 months ago
Tal, så man kan forstå dig, Ewald!
– Nærig.
– Næ, overlad du nærigheden til mig.
Erik Andersenhas quoted4 months ago
taxa. Penge sparet er trods alt penge tjent. Han følger Kristian Augusts gate forbi Nasjonalgalleriet og Tullinløkka, som er byens bund. Alt strømmer herned fra højderne
Erik Andersenhas quoted4 months ago
at nogen kan elske ham. Han lægger en krone på bordet til lokumspasseren, som til gengæld rækker ham et lille, indpakket
Erik Andersenhas quoted4 months ago
Afdelingen ledes af en bestyrelse bestående af op til 5 medlemmer med suppleanter. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen.
Erik Andersenhas quoted4 months ago
Inde på Ullevål Sygehus, som i sin tid var Europas største, flager man også på halv. Antallet af døde vil sandsynligvis stige i dag.
Jan Rene Rasmussenhas quotedlast year
– Var det ikke godt nok? spørger Jesper.
– Forsøger du at imponere mig?
– Det ved jeg ikke.
– Det skal du aldrig forsøge på. Du skal aldrig forsøge at imponere nogen. Og du skal heller aldrig skynde dig.
Jan Rene Rasmussenhas quotedlast year
– Det meste i livet er kedeligt, siger Enzo Zanetti.
– Hvorfor gør vi det så?
– Fordi det kedelige skal føre os frem til lykken, Jespe
Jan Rene Rasmussenhas quotedlast year
Maj går ud med Stine igen. Nogle døre smækker. Ewald kigger på Jesper.
– Jeg tror, vi skal tage opvasken i dag, siger han.
Bagefter hænger de ABC’en til tørre over komfuret.
Klokken otte ringer telefonen. Det er den første rigtige opringning, de får. Denne gang er det ikke en test. Ringetonerne er skarpe og vedvarende og kan høres i hele lejligheden. Ewald rejser sig fra stolen i spisestuen, Maj retter sig op fra vuggen i soveværelset, Jesper farer sammen over den smalle skrivepult i forstuen. De samles i dagligstuen. Telefonen bliver ved med at ringe. Ewald tager den. Ligesom sidst taler han højt og tydeligt:
– Det er hos Kristoffersen, værsgo.
Så lytter han et øjeblik, virker skuffet, næsten fornærmet, og vender sig om mod Maj.
– Det er til dig.
Maj kommer nærmere, hvisker:
– Fra hvem?
– Røde Kors! Hvem ellers?
Maj tager fat om telefonrøret med begge hænder og holder det op til øret. Ewald tager Jesper med ud af stuen og lukker døren. Folk, der taler i telefon, skal kunne gøre det i fred. Det er en privatsag. Det ærgrer ham, at det var Maj, der fik den første opringning. Samtidig er han lettet. Det kunne jo have været en dårlig nyhed. Ewald lytter og begynder allerede at blive utålmodig.
– Som kvinder dog kan knevre, siger han.
Jesper lytter også, men kan ikke høre noget. Det betyder, at det er den anden, der taler, fra et andet sted. Det gør ham
Jan Rene Rasmussenhas quotedlast year
Alternativt skulle Jesper være nødt til at sove et andet sted, og det kommer ikke på tale. Det må altså stå i dagligstuen. Det er der, et klaver hører hjemme. På alle malerier står klaveret i dagligstuen. Det ved Ewald. Men et klaver er et trættekært møbel. Det kræver sin ret. Væggen ud mod Gørbitz gate er for kort. På den modsatte side er kaminen i vejen, og altandørene fylder jo det halve af rummet, når man åbner dem. Klaveret må altså stå i spisestuen, i hjørnet under uret. Så kan Jesper spille hver søndag efter desserten, præcis som i gamle dage på Bristol. Flyttemændene får omsider lirket klaveret på plads. Ewald henter øl til dem i køkkenet. Han kaster et blik ned i gården. Snemanden er færdig. Nogen har anbragt en hat på toppen. Nu venter snemanden kun på at smelte. Ewald vil ikke tænke den slags tanker, ikke på en dag som denne. Det fortjener han ikke. Han går tilbage til stuen og rækker hver af mændene en guldbajer. De bæller den på stedet, bortset fra chaufføren, der stikker flasken i lommen. Da de er gået, kan Jesper vælge mellem Isi-cola og Solo. Han kan ikke bestemme sig og vil godt have begge dele. Eftersom det her jo er en særlig dag, går Ewald med til det. Selv skænker han sig et glas eau de vie og tænder en Gitanes, som alle ansatte på Dek-Rek fik af Rudjord før jul. Han synker udmattet og tilfreds ned på en stol og skåler, ja, hvis bare han ikke tænker for meget på Oslos 900-årsjubilæum, snemanden, og at han skal dø inden så længe, må han med hånden på hjertet
Jan Rene Rasmussenhas quotedlast year
Jesper står på Majorstutrappen og sælger julemærker. Det er straffen, der fortsætter. Det er dog bedre end at skulle besøge de tyske jødebørn eller smøre tusind madpakker til dem, der sulter på Fagerborg. Mærkerne sidder på en papskive, som han bærer i en snor om halsen, og de koster halvtreds øre stykket. Det er lørdag efter skoletid. Sporvognen er nødt til at vente på Bogstadveien, fordi mælkebilen holder på skinnerne uden for Smør-Pedersen. Unge par i knickers og anorak kommer med skiene over skuldrene og skal nå toget op til Frognerseteren. Vejrmeldingen kunne fortælle om det bedste skiføre. Jesper fryser om hænderne, men han kan ikke have vanter på, når han skal give penge tilbage. Han kan dårlig nok bevæge fingrene. Han har solgt to mærker, begge til lærer Løkke, der havde været på Vinmonopolet. Det kunne man se på posen. Hvad skal man med to Røde Kors-mærker? Forære det ene væk i julegave? Aftalen er, at Jesper skal stå på Majorstutrappen i halvanden time. Der er en time tilbage. Chaufføren har omsider overstået leveringen til Smør-Pedersen og kører videre mod Vinderen. Sporvognen holder ind ved stoppestedet og er forsinket, men dog ikke mere, end at konduktøren kan indhente det før næste stop, især hvis der er medvind ned til Frogner plass. Salget går med andre ord dårligt. Uret på Vinkelgården går endnu dårligere. Viserne bevæger sig så langsomt, at tiden næsten står stille. Jesper skal stå her resten af livet. Det er han overbevist om. Det er også straffen. Han får en modbydelig følelse; at ingen kan lide ham. Folk trækker sig væk, når de får øje på ham. De sænker blikket og skynder sig forbi. De vender om og vælger en a
Jan Rene Rasmussenhas quotedlast year
Lund betaler, går ud og bliver stående et øjeblik og nyder luften, der er i sagte bevægelse. Der er noget ganske særligt ved Kirkeveien en lørdag morgen i september. Det er noget med lugtene, en svag duft af malt fra bryggeriet i Pilestredet iblandet Nordmarkas friskhed. Der er også en langsomhed i alting, i lyset, i menneskene.
Jan Rene Rasmussenhas quotedlast year
Omsider falder de i søvn, en let sommersøvn, de flyder blot på overfladen, men indimellem dykker de ned og henter sjældne drømme op fra dybet,
Jan Rene Rasmussenhas quotedlast year
Lider han under selve sit liv?
Jan Rene Rasmussenhas quotedlast year
Det meste er fælles i disse efterkrigstider, før velstanden er blevet for stor, og alle skal finde sig selv og ikke andre.
Jan Rene Rasmussenhas quotedlast year
Lider Jesper under at være sammen med sin far? Eller er det andet og mere, der plager ham? Lider han under selve sit liv?
Jan Rene Rasmussenhas quotedlast year
Sommeren sænker denne by endnu dybere ned mellem højdedragene, mens den opløfter dem, der bliver tilbage, når de andre er rejst, opløfter dem til majestætisk ensomhed. Sommeren her er ikke en årstid. Sommeren er et øjeblik. Dette gælder også for Fagerborg. Lad os se: Kirkeveien virker bredere end ellers. Man kunne kalde den en boulevard, om end en øde boulevard. Dr. Lund har lukket sin konsultation og er taget til Hvaler med familien. Hos slagter Melsom er der mørkt og disken tom. Han har en svoger, som kender en, der har en hytte ved Øyeren ikke så langt fra Sunnaas, hvor Jostein skal være frem til skolestart. De kan besøge ham i weekenderne. Der er fællesferie. Tyg lidt på ordet. Det smager godt. Det meste er fælles i disse efterkrigstider, før velstanden er blevet for stor, og alle skal finde sig selv og ikke andre. Det meste sker samtidig, og man taler om det samme. Det betyder ikke, at man siger det samme. Men vi bliver i byen, bortset fra én dag, onsdag den 6. juli. Da skal Maj Kristoffersen med de gamle på den udflugt, som Fagerborg Afdeling af Røde Kors står for. Ewald og Jesper følger hende hen til Fagerborg Kirke, hvorfra der er afgang klokken 11. Fru Else Larsen og fru Ingrid Foss er allerede ankommet. Jesper holde
Jan Rene Rasmussenhas quotedlast year
I det samme tænker hun: Drengen er ikke følsom, han er på vagt.
Jan Rene Rasmussenhas quotedlast year
Jesper siger ikke et ord. Så bøjer han nakken, tager en dyb indånding og spytter karamellen ud. Den lander med et lille klunk foran fru Viks lakerede tånegle, og hun udstøder et forbavset hvin. Det samme gør Maj. Jesper vrister sig løs og går. De to kvinder kigger på hinanden.
– Hvad var det, han ville sige? spørger fru Vik.
Maj samler karamellen op med to fingre.
– At han er følsom, svarer hun.
– Følsom?
– Ja, dr. Lund sagde, at han var rask og følsom.
I det samme ringer telefonen. Fru Vik bliver straks hektisk og slipper døren. Den smækker i. Maj skal til at gå, gå ned til Jesper, men før hun når så langt, åbner fru Vik døren igen.
fb2epub
Drag & drop your files (not more than 5 at once)