Efter vinter kommer vår

Før vi skiltes fik jeg saa Redelighed paa, hvad Fyren hed, Klemmesen, at han var en flink, pæn ung Mand, — og at de af og til gik Tur sammen.

„Tag dig aldrig nær, hvad saadan et Par Finker siger,“ henkastede han flot og forsøgte at stritte en Sten mod Telefonmasten, „der er ingen, der kan lide dem, de render altid paa Gaden.“

Medens de var unge der paa Egnen, havde Kammerraad Linnemann, en ældre Ungkarl endnu, levet paa sin smukke Gaard og været en sand Velsignelse for sine Undergivne.

Da saa han en tyk, plump Skikkelse — Laurine — komme farende op ad Trappen, løbe efter Niels og gribe ham i Ærmet: