Essays. Hemmelighedstilstanden / Del af labyrinten

t postulat vil formentlig altid blande spørgsmål og svar sammen på en umulig måde. Selvfølgelig kan man ikke sige noget uden for helheden eller efter den, så længe man befinder sig indenfor. Men findes der omveje, så man undslipper ikke bare den indbyggede naturlige og kulturelle orden, men også dens rester i et hvilket som helst fragment

geometrien. „Hvorfor betegnes geometrien ofte som ’nøgtern’ og ’tør’?“ spørger Mandelbrot og forsøger så et svar: „En af grundene er dens manglende evne til at beskrive former som f.eks. en sky, et bjerg, en kystlinie eller et træ. Skyer er ikke kugler, bjerge ikke kegler, kystlinier ikke cirkler. Barken er ikke glat – og heller ikke lynet slår ned i en lige linie … Eksistensen af den slags former udfordrer os til at studere det, som Euklid skubber til side som ’formløst’, nemlig det ’amorfes’ morfologi.“

Levende væsener er defineret som en særlig slags genstande, der er udstyret med et projekt, med noget de vil udføre, fordi det vil udføres i dem.

Hvis vi, når vi udfører noget, glemmer at vi gør det, fordi dette noget vil udføres i os, har vi afskåret forbindelsen til det biologiske rum som helhed.

Det der adskiller os fra andre levende væsener er måske ikke så meget bevidstheden som sådan, den i og for sig naturlige bevidsthed, snarere er det vores bevidsthed om bevidstheden, det at vi kan accumulere

Ved at realisere mig selv i mit arbejde får jeg for mit eget vedkommende magt over tingene, men ved selve denne handling er jeg bragt til at bekræfte, at det det drejer sig om er at have magt over tingene

Når demagoger har så let spil, er det fordi deres vigtigste magtmidler er de klicheer, vi alle har været med til at søge tryghed hos

Sådan forstået, som tilfælde, har kærligheden aldrig sin egen varighed, men forvandles til enten afstand eller ægteskab eller begge dele. Som alt, der bliver udført i en guddommeligt bundet afstand fra naturen, meddeler også denne forvandling kun en begrænset forklaring; fordi den først og fremmest vil trøste, mere end den vil tale sandt. Derfor er det heller aldrig sandheden jeg læser om i mine bøger. Sandheden er brudt op fra verden og medbringes som en mere transportabel evighed.

Den har som sådan intet at gøre med det vrængbillede, vi med vores frygt og bæven som misvisning styrer efter.

Men det er kun, hvis digtet er det vi kalder smukt, at det indeholder alle disse mulige måder at opleve på; et digt, der er alt for almindeligt, indeholder ikke andet end digterens egen måde at opleve på; selv om den sagtens kan være meget almindelig.

Hvis digtet er godt, har ordene så megen energi, at selv de tungeste emner kan svæve; hvis digtet er dårligt, tynger det ikke alene alt, hvad læseren prøver at lægge i det, men også sig selv.

Man måler i tid. Men tid er kun tid, når den måles i liv

Naturen er ingen idyl. Det er kun os der betragter den som idyl, for at få lov til at længes tilbage, for at blive fri for at længes efter fremtiden.