Ingemanns land

I slutningen af 60’erne nåede de nye tider til Engesvang og helt ind på Kathrines egen gårdsplads.

Jorden er derfor mange penge værd, og det ved William udmærket godt.

i samarbejde med Anette Vestergaard

Til gengæld legede de med en riffel, som de havde fundet.

var en af de første på egnen, der fik bil, køleskab og telefon. Men ikke fjernsyn.
Min morfar havde et åbent sind og endte med at blive en afholdt og respekteret sognefoged i det nærliggende Engesvang. Et lokalsamfund, som på den tid var skarpt opdelt mellem de hellige, hvortil mine bedsteforældre hørte, og så de vantro – brunkulsbisser, daglejere og andet godtfolk. De både drak og spillede hasard og bar deres byrder uden hjælp fra oven.
Normalt kunne de to grupperinger ikke udstå hinanden, men min morfar formåede at vinde de flestes tillid. Som sognefoged kunne det være svært, da en del af jobbet bestod i at inddrive gæld til det offentlige, og det var især de ikke-troende, der ikke kunne betale. I flere tilfælde lod han skyldnerne få udsættelse, i enkelte tilfælde gik han selv ind og betalte for dem. Han blev opfattet som en retfærdig mand i begge lejre.
Det siger nu alligevel en del om magtforholdet i byen, at kroen i Engesvang var tørlagt helt frem til begyndelsen af 70’erne. Først da var der flertal for at indføre alkoholservering.
I slutningen af 60’erne nåede de nye tider til Engesvang og helt ind på Kathrines egen gårdsplads. En af hendes ældste sønner var på besøg for at præsentere sin kæreste. Han havde arbejdet i udlandet i nogle år, gensynsglæden var stor, og der blev serveret kaffe i stuen. På et tidspunkt spørger min mormor: “Hvem er den lille dreng, der løber rundt ude på gårdspladsen?”. “Jamen, det er da Bent, vores søn,” lød svaret. Og så gik min mormor stille og roligt i seng uden et ord.
Min morfar greb det anderledes an. Han satte sig ned med sin voksne søn og sagde: “Man skal stå ved sit ansvar. Du skal gifte dig med din kæreste og få bragt orden i sagerne.” Lille Bent var halvandet år, og kort tid efter blev hans forældre gift. Selvfølgelig betød det meget for min missionske morfar, at man var gift, når man skulle være forældre – og helst inden man foretog sig det, der kunne gøre en til forælder. Men jeg tror, det ligeså meget var det juridiske og ikke mindst det moralske i det, der var vigtigt for ham. Der skulle være orden i tingene.
En anden af min mors brødre blev først gift, da hans kæreste var gravid i tredje måned. Den slags var ikke velset i Engesvang, og oplysningen kom da heller ikke min mormor for øre. Det hjalp, at graviditeten endnu ikke var synlig, da brylluppet stod. Men da nyheden så kom – et halvt år efter brylluppet – om at sønnen var blevet far, udbrød Kathrine: “Ikke endnu, ikke endnu!”. Og så gik hun i seng.
Kathrine fik ti børn i alt, hvoraf et døde. Min mor, der blev født i 1943, var den næstyngste i børneflokken. Anne var rebelsk af sind og en

15 Vodka med skummetmælk

morfar formåede at vinde de flestes tillid. Som sognefoged kunne det være svært, da en del af jobbet bestod

11 Rejsen til Amerika

Den står for mig som et højdepunkt i min fars og mit forhold – som kammerater, ikke som far og søn.
Jeg var kommet tæt på min far, og nok også for tæt

Når jeg tænker over min fars op- og nedture, og hvordan de prægede min barndom, kan det godt undre mig, at jeg er gået hen og blevet et forholdsvist sorgløst menneske. En forklaring kan være, at vi i fællesskab har kunnet grine af de mest tragiske og groteske situationer.