Et kradsbørstigt skuespil, der forargede tidens anmeldere med “ubehagelige reminiscenser” af Henrik Ibsens “Gengangere”, som det hed sig. Stykket blev indleveret til Dagmarteatret i foråret 1894, men kom aldrig til opførelse.
Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
Carl Hjernø, 1871–1913, dansk digter, dramatiker og skuespiller. Skrev op gennem 1890'erne og efter århundredeskiftet en lang række digte, som tryktes i tidens litterære tidsskrifter. De tidligste af digtene hører til i omegnen af symbolismen, men mest sig selv er Hjernø, når det personlige og livets hvashed får lov at fylde. Først i 1908 lykkedes det Hjernø at få en samling digte udgivet i bogform. Heller ikke de første skuespil han skrev, havde han held til at få udgivet. «Arbejdet [er] i sin Tankegang og Tendens baade […] sygt og stygt, skruet og frastødende”, skrev dagbladet Dannebrogs anmelder. Men i det københavnske gadebillede og på teatret var Carl Hjernø en elsket og iøjnefaldende figur. Carl Hjernø døde af lungetuberkulose d. 18. november 1913, 42 år gammel.
