Throne of Glass #3: Ildens arving

Manons mave gik fra hendes hals og direkte ud gennem hendes røv, men de svævede opad, og Abraxos’ enorme vinger baskede.

var to elvere. Celaena overvejede at vende tilbage til sin menneskeskikkelse

Jeg vil benytte mig af hver en tjeneste og gæld som skyldes Celaena Sardothien, mine forældre og min slægt. Og så ...“ Hun stirrede ud over havet mod sit hjem. „Og så vil jeg bringe stjernerne ud af fatning

Ildhjerte, havde han kaldt hende. Vidste han hvad det navn betød for hende?

Først da bemærkede de at samtlige musikere på scenen bar sort i sorg. Med ét tav alle. Og da dirigenten løftede armene, var det ikke en symfoni som fyldte salen.
Det var Eyllwes Sang.
Derefter kom Fenharrows Sang. Og Melisandes. Og Terrasens. Samtlige nationer som havde haft folk i arbejdslejrene.
Og slutteligt, ikke for pomp og pragt eller for at triumfere, men for at sørge over hvad de var blevet til, spillede de Adarlans Sang

Først chokolader på min fødselsdag og nu en ægte kompliment?“

Men,“ sagde han strengt, „du har én fordel som andre magibrugere ikke har. Du ved allerede hvordan man kæmper med våben.“

Hvis du skal i helvede,“ sagde han, og vibrationerne i hans bryst rumlede mod hende, „vil vi i det mindste være sammen der.“

Det var hendes nat, havde hendes mor sagt. En nat hvor en ildbærende pige ikke havde noget at frygte, ingen kræfter at skjule. Aelin Ildhjerte havde folk hvisket når hun dansede forbi med gløder strømmende fra sig som bølgende bånd

Hun gik uden et ord. For hvert skridt hun tog tilbage mod sit kammer, flakkede det lille lys i hende voldsommere.
Og så gik det ud