Einar Elkær

Sandheden ligger i Midten – den ligger i Midten som en Kvinde mellem to Mænd. Hun foretrækker hver anden Gang, og hun føder Bastarder. – Omsider bliver vi kloge paa, at alle Synspunkter er forkerte, vi opdager, at der ikke er anden Poesi end Legemets

Vi opdager, at al Religion er Dyrkelse af Mennesket, men at man hidtil har gjort Guder af Drømmene om det fuldkomne Menneske. Vi bestemmer os til at være Guder selv. Vi kan ikke blive det. Thi vi har arvet en Baggrund i vort Væsen. Vor Bevidsthed er sammenlignende. Men vi hader vore Medmennesker, fordi vi i dem kun ser slette Efterligninger

Man lagde sig efter gammeldags Stil, man hvilede ud i stemningsfuldt Enfold – men hvad var den Naivetet værd i Længden, naar man blev staaende bagved med sit overkloge og øde Ansigt? Hvorfor med Vold spalte sig i et patetisk og et kritisk Jeg? Man kunde ikke gaa tilbage. Paa Udviklingens Væv var der et Hjul med Takker, og derimod laa en Spaan, Hjulet kunde gaa frem men ikke tilbage. Man kunde fornægte Vidskab og Klarhed til en Tid og gemme sig i Taagen – Følelsens Med-Vilje-Blindhed, men Bevidstheden om Falskneriet gnavede disse Fornægtere og gjorde dem til Melankolikere – ikke at tale om, at de gjorde en Dødskamp pinligere. Nej, man kunde ikke vælge „Sider“ af Tilværelsen, man blev nok nødt til at tage den hel, hvis man selv vilde være hel. Gud var alvidende … men det Menneske, der kunde føle sig selv som en Enhed, var Gud