Amalie Langballe

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her, og det er ikke, fordi jeg tror, at de her tanker er særlig originale eller dybe eller for den sags skyld brugbare, faktisk tror jeg, det er ret banalt og almenmenneskeligt. Jeg ved bare heller ikke, hvordan man skal lære at leve med, at essensen af det, der er dig, kommer du aldrig til at vise andre, så i stedet bliver du erstattelig. Den her følelse af, at hvad du end gør herfra, så kommer du ikke til at kunne formidle den mest hemmelige og virkelige del af dig selv til andre

Jeg ville fortælle hende, hvad jeg ved om at flytte sig, jeg ville forklare hende, at man finder en trøst i bevægelsen, men så snart man ankommer, er man tilbage igen, så man skal vogte sig for trætheden, for trætheden er det, der kan gøre, at man ikke flytter sig hurtigt nok

Hvis man er klog, sætter man sin lid til kroppen. Den er en organisme, og den vil overleve. Det er det, organismen gør, indtil den ikke gør det længere. Den bliver sulten igen, og den bliver også liderlig

e fleste mennesker netop fungerer på den måde, at de falder fra hinanden og falder i søvn og så vågner om morgenen og starter forfra. Hver dag er en opløsning, og hver nat er en opståen

olk bliver syge, de bliver virkelig syge, og så bliver det virkelig svært at blive hos dem. Det er, som om alle glem

Ligesom andre mennesker har jeg brug for en historie, jeg kan leve med, og ikke sandheden, som tingene skete