Det gjorde hveden ved at manipulere Homo sapiens til sin egen fordel. Denne abe havde levet et relativt mageligt liv med jagt og indsamling af føde indtil for cirka 10.000 år siden, hvor den begyndte at bruge mere og mere tid på at dyrke hvede. Inden for et par årtusinder bestilte mennesker i mange dele af verden ikke meget andet end at passe hvedeplanter fra morgen til aften. Det var ikke nemt. Hveden var meget krævende. Hveden kunne ikke lide klippestykker og småsten, så sapiens fik ondt i ryggen af at rense marker. Hveden brød sig ikke om at dele plads, vand og næringsstoffer med andre planter, så mænd og kvinder lugede dagen lang i den brændende sol. Hveden blev ramt af sygdomme, så sapiens måtte holde udkig efter skadedyr og plantesygdomme. Hveden var forsvarsløs mod andre organismer, som gerne ville spise den, lige fra kaniner til græshoppesværme, så bønderne måtte bevogte og beskytte den. Hveden var tørstig, så mennesker måtte slæbe vand fra kilder og floder for at vande den. Dens sult tvang endda sapiens til at indsamle dyreekskrementer, som kunne gøde den jord, hveden voksede i.
Homo sapiens’ krop var ikke udviklet til den slags opgaver. Den var tilpasset til at klatre i æbletræer og løbe efter gazeller, ikke til at fjerne sten fra jorden og slæbe på tunge vandspande. Menneskers rygge, knæ, nakker og fødder kom til at betale en høj pris. Studier af forhistoriske skeletter tyder på, at overgangen til agerdyrkning medførte et utal af lidelser såsom diskusprolapser, gigt og brok. Desuden var den nye agerdyrkning så tidskrævende, at mennesker blev tvunget til at bosætte sig permanent ved siden af hvedemarkerne. Det vendte op og ned på deres tilværelse. Vi domesticerede ikke hveden. Den domesticerede os.