Da Peter Øvig gravede sig ned i en research om seksuelle overgreb mod børn på danske børnehjem, viste der sig et uhyggeligt billede: Overgrebene var omfattende, velorganiserede og stod ofte på over flere årtier.

Samtidig viste det sig, at både børn og ansatte på børnehjemmene havde forsøgt at råbe ledelse og myndigheder op, alt sammen forgæves.

Gennem otte års arbejde mødte Peter Øvig en række tidligere børnehjemsbørn, som fortalte om organiserede seksuelle overgreb, de havde oplevet på børnehjem rundt i landet, især i 1960’erne og -70’erne. Trods stor modvilje imod at bevæge sig ind i mørket med dem, tænkte han, at det var helt nødvendigt at lade deres stemmer og fortællinger blive hørt.

De tidligere børnehjemsbørns åbenhed er et lyspunkt sammen med historien om den nu 88-årige psykolog Oskar Plougmand, der i 1970 blev ansat i Børneforsorgen som tilsynsførende med omkring hundrede danske skole— og børnehjem. Som den første nogensinde begyndte han at tale med børnene, når han tog på inspektionsbesøg. Dermed opdagede han nogle af de massive overgreb, eksempelvis de tragiske forhold på det i dag mest kendte af børnehjemmene, Godhavn.

Det var en af BZ’erne fra Peter Øvigs BZ-bog, Hans Horst, der præsenterede ham for Oskar i 2016 og forklarede, at han var en danmarkshistorisk helt, nemlig ”vor tids Peter Sabroe”. Sammen med de tidligere børnehjemsbørn og -ansatte fortæller Peter Øvig historien og giver rum for åbenhjertige og hjerteskærende samtaler, når børnehjemsbørnene mange år efter bryder tavsheden og ofte med store psykiske omkostninger fortæller om det mest skamfulde.

Peter Øvig har valgt at fokusere på to langvarige og særligt grusomme begivenhedsforløb, som formentlig ikke er så enestående endda: Dels historien om det lutherskmissionske børnehjem Solgården i Tarm, hvor forstanderen i over femten år konsekvent misbrugte pigerne. Dels historien om Det Kongelige Opfostringshus i nordsjællandske Hellebæk, hvor skolens socialrådgiver og flere af lærerne i en tyveårig periode misbrugte drengene, blandt andet under bedøvelse. I begge tilfælde har et stort antal mennesker, dels lokalt, men også i Luthersk Missions landsledelse og i Københavns Kommune kendt til misbruget, idet både børn og ansatte anmeldte det. Men anmeldelserne blev alle afvist eller undertrykt.

“Dem der ikke tier” handler om betydningen af at få talt om det skamfulde og traumatiserende, der er overgået små børn i statens varetægt.

Gudrun og det hvide snit