12
Det bliver koldere, blæsende, efterår, og Ida skriver et brev, hvori hun bryder forlovelsen med Vilhelm.
Johanne Sophie Ilsted har arbejdet sig ind under huden på hende. Hun stikker til Ida uge efter uge. Hun gør sig lystig over hende. Hun håner hende. Hvorfor tror du, sådan en mand vil have dig? Tænk over det, Ida. Hvad har du til fælles med de mennesker? Tror du ikke at han kan finde en, der er flottere at male? Mere dannet? Du gør dig selv til grin, lille Ida. Tror du, du kan blive som dem? Det skrækkeligste er, at morens ord blot er et ekko af hendes egne tanker. Vilhelm er optaget af at male, og hun ved, at han lige nu står og gør det i en helt anden verden.
Da Ida har skrevet brevet, føles det som en lettelse. Skriften er ikke så pæn, som da hun sendte en fødselsdagshilsen til Frederikke Hammershøi, der altså alligevel ikke skal være hendes svigermor, men det hele står lige der. Det er såre sandt
Ida bryder forlovelsen, efter morens hån