Løgstrup & sygeplejen

spontan medfølelse vækkes i os, når det sårbare krænkes, og vi føler trang til at gribe ind, når nogen krænker nogen, når uret begås. Det er ud fra krænkelserne, at vi møder etikken som vores ansvar for

er ud fra krænkelserne, at vi møder etikken som vores ansvar for og vores forpligtelse til, at krænkelser ikke må finde sted, men også som vores skyld i, at det faktisk sker, at vi ikke altid drager omsorg for hinanden.

tager imidlertid ikke altid vare på og hånd om hinanden. Vi ødelægger liv og krænker hinanden. Kan det være, at det netop er gennem krænkelserne, at vi bliver opmærksomme på etikken, at vi bliver opmærksomme på, at vi har brug for en etik og brug for at diskutere spørgsmålet om, hvordan vi kan tage vare på livet og hinanden, når livet er problematisk? Krænkelse bliver i bogen forstået som en “fællesbetegnelse for en persons oplevelse af at være genstand for uret, af at blive udsat for noget, som man ikke burde udsættes for. Det handler om ydmygelse, om at ens værd i stedet for at blive anerkendt ikke agtes, hvilket resulterer i, at selvfølelsen trues,” for at bruge den norske filosof Arne Johan Vetlesens ord (Vetlesen 2008 (2007), 16-17)

er ikke kun sygeplejersken, der tyder patienten, patienten tyder også sygeplejersken. Både sygeplejerske og patient er tydende til stede i relationen. Sygeplejersken tyder patienten, der bliver set, hørt, berørt af hende, ligesom patienten tyder sygeplejersken, hendes måde at være til stede på, hendes blik, hendes åndedræt og hendes plejende hænder. Når sygeplejersken som professionel vejledes af sin sansning og sårbarhed i mødet med patienten, er fagligheden med i tydningen af det indtryk, patienten giver sygeplejersken, og her kan refleksionens eftertanke også være virksom. Den tydende bevægelse kan imidlertid forrykkes. Nærheden kan blive for nær, og så befinder man sig ikke længere i den tydende bevægelse. Dette gælder for sygeplejersken, men måske først og fremmest for patienten. Patienten er udsat og i krise og kan miste grebet om sig selv, formningen af sig selv, og der er her fare for, at den afstandsløse sansning tager overhånd. Patienten kan blive overvældet og overmandet af indtryk, som kan opleves som kaotiske, patienten er ude af sig selv’ og føler sig samtidig indespærret i sin egen krop som følge af smerter og følelser, som er vanskelige at sætte ord på. Når den tydende bevægelse forrykkes i sygeplejerskens arbejde, foregår det som oftest på andre måder. Der er mange krav i sundhedsvæsenets rum, både usagte og sagte, som bidrager til, at sansningen får vanskelige kår, og at sygeplejersken kan miste grebet om sig selv, ved at hun ikke er i kontakt med berørtheden og sine egne følelser i situationen. Dette kan for eksempel ske, når fagligheden bliver til en rutine og noget, hun kun bruger til konsultationer af håndbøger og databaser. Der kan i sygeplejersken opstå en sanseløs di

Refleksionen og tolkningen tager deres udgangspunkt i vores forforståelse. Vi tolker en verden, vi har, og vi reflekterer over den. I tydningen er forholdet til verden noget, vi er indfældet i, med sansning og forståelse, og hvor vi hele tiden følger bevægelsen fra det sanseudløste indtryk til den tydende forståelse af det.

Tydningen og det oversete
Hvad vil det sige at lade sig vejlede af sin sansning og sårbarhed? For at uddybe spørgsmålet vil jeg lade mig inspirere af Løgstrups udlægning af tydningen som en måde at være til stede i situationen på. At være sansende og sårbart til stede vil reelt sige at være tydende til stede, og dette gælder både patient og sygeplejerske. For sygeplejersken består udfordringen derudover i, hvordan fagligheden kan spille med i tydningen af situationen.
Tydning vil sige at være i bevægelsen mellem sansning og forståelse, hvor forståelsen er underlagt sansningen. Sansningen er i Løgstrups filosofi afstandsløs, førbevidst, førsproglig, stemt og førkulturel. Sansningen stemmer sindet. Sindet er i sansningen altid stemt, berørt af den situation, vi befinder os i. Sansningens stemthed er “den modtagelighed, der skal til, for at noget overhovedet kan gøre indtryk på os”, skriver Løgstrup (1983, 14). Stemtheden er forudsætningen for, at vi kan have et følelsesliv.