Kampen om lykken

Den måske mest almindelige distinktion er den mellem eudaimonistiske og hedonistiske opfattelser af lykken. Den eudaimonistiske tager udgangspunkt i, at det er livet som helhed, der indgår i en vurdering af lykken (eudaimonia er det græske ord for et blomstrende eller vellykket liv). Den opfattelse kan så enten tolkes subjektivt (som den enkeltes vurdering af tilfredshed med eget liv) eller mere objektivt (hvor spørgsmålet er, om personen rent faktisk lever i overensstemmelse med bestemte dyder og værdier). Den hedonistiske er derimod subjektiv i sit væsen, idet lykken her defineres som en overvægt af behagelige oplevelser (Klausen 2018). Individet er i denne sammenhæng autoriteten med hensyn til at vurdere graden af behag og velvære.

lykkelig. I Messias’ skygge er lykken blevet et fatamorgana, vi alle lever med, i en eller anden udtrækning.

Den kortvarige og flygtige lykke gives en stedmoderlig behandling inden for lykkeforskningen. Den type lykke, som begribes som “korttidslykke” eller “positiv affekt”, kommer og går, og som sådan bliver den uinteressant i et forskningsmæssigt øjemed. “Det egentlige spørgsmål, som det meste af den seriøse lykkeforskning beskæftiger sig med, er dog ikke de kortvarige op- og nedture, som den positive affekt er […] Spørgsmålet er i stedet for, hvor lykkelige vi er ind imellem de store oplevelser, der skaber minder. Med andre ord: Hvor lykkelige er vi i vores hverdag?” skriver den danske økonom og lykkeforsker Christian Bjørnskov (2015, 12). Tanken synes at være, at eftersom vi står epistemologisk magtesløse over for den slags fænomener i livet, som sker upåagtet – som kommer, uden at vi har planlagt, efterstræbt eller regnet med dem – så unddrager de sig det videnskabelige fokus.