Når der er tale om den almindelige jeg-fokuserede kærlighed, bliver rummet meget lille og fattigt. Alt er snævert, man lever i fortiden eller fremtiden, og i midten står kun det, som kommer og går. Man investerer energi i tilstande og følelser, som undertiden er glædesfulde, andre gange lidelsesfulde, og som i sidste ende ikke kan føre til noget varigt meningsfyldt. I en følelsesverden fuld af forventninger og bange anelser hviler man aldrig i det, som sker lige netop nu, og kan derfor hverken gribe eller nyde lykken. I stedet beskæftiger man sig med det, der har været eller kunne have været, eller håber på, at der kan ske bestemte ting.