«Jeg, som aldrig havde kunnet udstå spiritus, tog omkring 1967 den faste beslutning at drikke mig ihjel. Jeg valgte whisky som det hurtigste og sikreste middel, men der var endnu mennesker, som ikke ville se på denne ødelæggelse uden at røre en finger. De fik mig indlagt på Sct. Hans, og der tilbragte jeg blandt sindssyge og lidende den hidtil lykkeligste periode i mit liv… Det blev til bogen Barndom, første bind af mine erindringer, og det var første gang et længere stykke prosaarbejde var lykkedes for mig… I fortsættelsen, der kom til at hedde Ungdom, brød min humoristiske sans for første gang igennem siden børnebogen Annelise – tretten år. Det tragiske og det komiske ligger jo altid tæt op af hinanden, og det er derfor ikke kun en frase, at man kan le med tårer i øjnene.» – Tove Ditlevsen.
👍Worth reading
Jeg har aldrig brudt mig om virkeligheden, og jeg digter aldrig om den.
