os vigtige og betydningsfulde - det giver mening, at nogen tager sig af os. Som Palner, der har mistet sin mor, behøver Jer og mig, til at lede sig videre i livet. Fjerner du Gud fra din sjæl, bliver du en tom skal - alene og efterladt i en verden af mørke.”
“Álof har forladt os,” indskød jeg. “Palner er et barn, og han ér alene i den forstand, at hun var den, der betød alt for ham.”
“Han har Jer.”
“Jeg er blot manden, der råber ukvemsord efter ham, drikker, tager på rantogt og slås med Tors stemme i øret. Det kan Palner ikke bruge til ret meget de næste par år.”
“I er uendelig meget mere end det, herre. Den Ulv Palnatoke, jeg kender, er ikke en fordrukken hidsigprop, som blot finder sig i sin skæbne og deler øretæverne videre.” Battewald så spørgende på mig, men da jeg ikke gjorde mine til at tage ordet, fortsatte han. “Men sindet og sjælen er vores indre stemme og dét, der adskiller os fra dyrene. Uden Herrens ord til at vejlede os vil intet af det, der virkelig betyder noget, være virkeligt.”
Jeg havde lidt svært ved at forholde mig til begrebet sjælen, da jeg jo troede på, at det var nornerne, som knyttede min livstråd, men at det var mig selv, der skabte betingelserne og de rammer, Guderne tillod mig at leve i. Alt hvad jeg var, alt hvad jeg kunne, tog jeg med mig til Gudernes verden, som enten kunne være Valhal, Folkvang eller Helhjem.
Det eneste, jeg efterlod mig, var mit eftermæle, som gerne skulle være så prangende som muligt. Men selvom et fornemt eftermæle var noget af det vigtigste, en mand kunne efterlade, kunne det næppe være det, Battewald kaldte for sjælen.
“Jeg ved ikke, hvad sjælen er,” sagde jeg til Battewald. “Men jeg