Din kompetente familie

den ’autoritative opdragelse’.

– dvs. hvor forældrene er autoriteter i forhold til børnene, men uden at være autoritære.

Hvor forældrene vedkender sig magten, påtager sig lederskabet og drager omsorg for børnenes integritet.

Det, vi til daglig kalder børneopdragelse, er ikke det familielivet handler om. Det handler først og fremmest om kvaliteten af de voksnes individuelle og fælles liv. Det er det, der i sidste ende bestemmer kvaliteten af børnenes opvækst i langt højere grad end det, vi bevidst gør for at opdrage dem. Den vigtigste opdragelse er en konsekvens af de voksnes liv sammen og ikke meningen med deres liv.

ikke at give hinanden skylden, men at påtage sig sit eget ansvar.

Det, der er afgørende for familiens trivsel er, at de voksne anerkender konflikternes nødvendighed og er villige til at lære en måde at tackle dem på, som begge parter kan leve med.

Der findes næppe en relation, hvor voksne så nemt og hurtigt mister oplevelsen af at være gode nok, tilstrækkelige eller værdifulde og så snart det sker, begynder mange af os at skælde ud på børnene eller ligefrem at straffe eller slå dem. Som den aggression der opstår oftest, kommer også denne af afmagt, underskud og angst.
Om forældre faktisk slår eller slår med tungen, som nogle børn kalder det, når de voksne skælder ud, gør ikke den store forskel i børnenes oplevelse af situationen. De mister lynhurtigt deres oplevelse af at være værdifulde for deres forældre og reagerer – ja, netop: aggressivt. Enten svarer eller slår de igen, banker lillesøster oveni hovedet eller vender det hele indad og bliver triste og skyldbetyngede.

Aggression er ikke kærlighedens og omsorgens fjende. Den er en af kærlighedens mange udtryk. Hvis den ignoreres eller undertrykkes vokser den og bliver med tiden enten helt vulkansk eller bare iskold.

år vi ser bort fra krigerne udspringer vores aggression – dvs. irritation, vrede, raseri og had af forskellige kilder: Angst er en af disse kilder. Angsten for overmagten, angsten for at miste, angsten for at dø. Skyld fører ofte til aggressiv adfærd. Når vi ikke længere kan bære skyldfølelsen og selvkritikken, begynder vi at kritisere de andre og give dem skylden.
Men den mest almindelige kilde til aggression er nok oplevelsen af ikke at være så værdifulde for vores nærmeste, som vi gerne ville være.

Når man som forælder føler sine grænser krænket igen og igen, kan det derfor være en god idé at konsultere barnet eller den unge. Vælg et tidspunkt, hvor der ikke er konflikt og sig så f.eks.:
”Når jeg beder dig om at respektere mine grænser, så regner jeg med, at du tager mig alvorligt. På det her punkt kan jeg se, at det er svært for dig, og jeg vil gerne vide hvorfor?”

Børn både vil og kan tage deres forældre alvorligt, men den første forudsætning er naturligvis, at de oplever, at forældrene både tager dem og hinanden alvorligt.

Hvis vi kan lære at møde disse udsagn respektfuldt og forhandle os til en løsning, vil børnene lære respekt for vores og andre menneskers grænser. Hvis vi starter en magtkamp, er det det, de lærer.