og blinkede til mig.
– Øh … nå ja, det kan vi godt gøre nu.
Vi tog geden med ud på gangen og bankede på hos Ali. Men Ali havde sendt Kassem ud til et familiemedlem for at hente noget tøj og sagde, han først ville være hjemme senere på aftenen eller måske næste dag.
– Æh, du, Iqbal, Kassem, han nogen ganger sover hos min fætters hjæm, okæ. Og Iqbal, det er godt, du ikke ha’ dén der svin i din hjæm mere.
– Det er altså en ged.
– Ja, ja, svin er ged, og ged er svin. Det er det samma, begge to lugta, sagde han og lukkede døren.
Der stod vi så. Tariq forslog, at vi skulle binde den til hr. Wibrandts dør, men det ville nok i virkeligheden være synd for geden, så vi fortsatte ned ad trappen og ud på gaden, hvor vi skulle møde onkel.
– Hvorfor har I en ged med? spurgte onkel.
– Ja, det er en længere historie, onkel, men skal vi ikke bare komme af sted? sagde jeg og satte geden til rette i den grønne kasse på onkels knallert, inden jeg satte mig op på min cykel og begyndte at køre ind mod Ungdomshuset.
Undervejs forklarede vi onkel, at han skulle spille elektriker og sige, at vi var hans praktikanter, og at han i øvrigt bare skulle gøre, som vi sagde, og acceptere, at vi havde geden med.
– Jamen jeg troede, at vi skulle sådan lave et eller andet fusk med penge, og de der folk i Ungdomshuset ligner altså ikke nogen, der har penge. Tværtimod, indvendte onkel.
Vi lod, som om vi ikke kunne høre ham på grund af knallertlarmen, og få minutter efter ankom vi til Ungdomshuset. Bygningen var fyldt med graffiti, og der var stålplader for vinduerne. Det så ud, som om man hverken kunne komme ind eller ud. Onkel, Tariq, geden og jeg bevægede os forsigtigt hen til indgangen. Onkel bankede hårdt på døren, og det rungede vildt højt. I lang tid skete der ingenting, men pludselig blev døren åbnet på klem, og et hoved kom til syne.
– Hvad vil I? spurgte en ung fyr på den anden side af døren. Han havde rød hanekam og mindst 25 huller i ørene, hvor der stak alt muligt underligt ud. Onkel stod fuldstændig lammet og kunne ikke sige noget, så jeg måtte nive ham i røven.
– Av for … nå ja, øh, undskyld, men jeg er sendt hen til jer for at lave noget … elektrisk, sagde han og pegede på værktøjskassen.
– Vi har ikke bestilt noget, og hvem er de to andre?
– Øh, det er mine to hjælpere.
– I kommer ikke ind, og sådan er det, og smut hellere med jer, inden jeg ringer til politiet.
– Politiet? Men er I ikke i sådan en slags borgerkrig med politiet? spurgte jeg.
– Nå jo, men smut alligevel.
Pludselig dukkede et andet hoved op ved siden af den unge fyr. Det var en pige, og hun lignede manden på en prik, bortset fra at hendes hanekam var sort.
– Arj, hvor er det bare for fedt og sådan rigtig etniskagtigt, at