Ruinbyen bog 4: Genfærdets grav

Pludselig kom et koldt vindstød farende. Samtidig gled en tæt skybanke hen over himlen.
Folkene i landsbyen så spændt på hinanden. Måske var der håb

Trodsig vaklede ind i templet, hvor han holdt til. Det store rum blev svagt oplyst af gløderne på ildstedet.

verken Kókoro, Fem eller Morgengry kunne røre sig ud af stedet.
Kókoros hænder og fødder hang fast i det klæbrige monster.

Nu er hullet vist dybt nok,” sagde Fem omsider.
Resterne af Navnløs blev lagt ned i graven, og Fem kastede jord over dem.
”Man plejer også at sige

em holdt skarpt øje med genfærdet. Han var bange for et nyt angreb.
Men den blege skikkelse blev stående uden at røre sig. Det så ud, som om dens kræfter var brugt o

on vi nogen sinde finder den skål?” sukkede Fem.
Hele dagen var gået med at lede. De havde kigget i støvede kælderrum. De havde rodet i bun

ruinen af det gamle tempel sad Trodsig bøjet over et spejl. Men det viste ikke troldmandens eget ansigt. Gennem det magiske spejl kunne han se ud på torvet