Thomas Mann

I øvrigt endte alle betragtninger med diktatur, med magt, thi med den franske revolutions ødelæggelse af de overleverede statslige og samfundsmæssige former var en tidsalder brudt frem, der, hvad enten det var bevidst eller ej, indrømmet eller ej, styrede frem mod det despotiske tvangsherredømme over nivellerede, atomiserede, kontaktløse og, ligesom individet, hjælpeløse masser.

Den tykvæggede torturkælder, som et uværdigt herredømme, der fra begyndelsen havde forsvoret sig til intetheden, havde gjort Tyskland til, er brudt op, og åbenbaret ligger vor skændsel for verdens øjne, for de fremmede kommissioner, for hvem disse utrolige billeder nu fremvises alle mulige steder, og som til deres hjemlande beretter: Det, de har set, overgår i frygtelighed alt, hvad menneskelig fantasi kan udmale sig. Jeg siger: vor skændsel. Thi er det blot hypokondri at sige til sig selv, at al tyskhed, også den tyske ånd, den tyske tanke, det tyske ord er ramt af denne vanærende afsløring og styrtet ned til et stade, hvor de må være genstand for den dybeste tvivl? Er det sygelig ruelse at forelægge sig selv det spørgsmål, hvordan overhovedet i fremtiden „Tyskland“ i en eller anden af sine manifestationer skal kunne tillade sig at åbne munden i menneskelige anliggender?

For mennesket elsker og ærer mennesket, så længe den ene ikke formår at bedømme den anden, og længslen skyldes ofte manglende forståelse.

ndheden med redelige og ligefremme ord.
I adskillige år havde den indiske kolera udvist en voksende tilbøjelighed til at brede sig og gå på vandring. Undfanget, som den var, i Ganges-deltaets varme morads, steget til vejrs som mefitisk ånde i den frodigt-unyttige urverdens øvildnis, som mennesker skyede, og i hvis bambuskrat tigeren ligger på lur, havde sygen raset vedvarende og usædvanlig heftigt i hele Hindustan og derpå bredt sig østover mod Kina og vestover mod Afghanistan og Persien og, idet den fulgte karavanernes hovedruter, spredt rædsel i Astrakhan, ja endda i Moskva.

Skønheden er den følendes vej til ånden, – men kun en vej, kun et middel, lille Faidros

Jeg elsker dig!

Hvad var den spæde lykke værd, som han havde drømt om for et øjeblik siden, sammenlignet med disse håb? Hvad var dyden og kunsten værd, målt med fordelene ved kaos? Han tav og blev, hvor han var.

Og så sagde han det allerfineste, denne udspekulerede kurmager: at den elskende er mere guddommelig end den elskede, fordi guden er til stede i den første, men ikke i den anden, – velsagtens den ømmeste og mest spotske tanke, der nogensinde er tænkt, og som al spøgefuldhed og al længslens hemmeligste vellyst udspringer af.

Tadzio smilede: smilede sigende, fortroligt, yndigt og oprigtigt til ham, med læber, der langsomt åbnede sig. Det var det smil, Narcissos smiler, mens han bøjer sig over det spejlende vand, det dybe, fortryllede, tøvende smil, hvormed han rækker armene ud efter genskæret af sin egen skønhed, – et smil, der er en lille smule fortrukket, fortrukket på grund af den umulige længsel efter at ville kysse sin egen skygges skønne læber, koket, nysgerrigt og en anelse smerteligt, bedåret og bedårende.

Stod der ikke skrevet, at solen leder os fra de intellektuelle til de sanselige ting?